Højt profileret adm. dir. for Rådet for Større Færdselssikkerhed, folketingskandidat for først De Radikale og siden Ny Alliance. Og nu adm. dir. for Danmarks Naturfredningsforening.
Men i skyggen af disse positioner viser det sig, at Rene La Cour Sell også er formand for PR-bureauet med speciale i intern kommunikation, Nordisk Kommunikation, der er på vej i konkurs.
Eller er han?
Fakta er, at han i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen lige nu står opført som formand. Han mener bare ikke selv, han er det. Her er hvad han sagde, da Bureaubiz kontaktede ham vedrørende beskyldningerne om sexchikane:
“Vi skiftede før jul, så det seneste halve års tid har jeg ikke været bestyrelsesformand”, siger Rene La Cour Sell.
Det er du ellers ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen …
“Ja, det er jo ikke så godt. Men det er Henrik Wagn, der nu er formand”.
Er du så menigt bestyrelsesmedlem?
“Det er et godt spørgsmål – men ja, det mener jeg”
Det er dog ikke fordi, Nordisk Kommunikation ikke har kunnet finde ud af at kommunikere til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Da man d. 22. august fritstillede medarbejderne sørgede man samtidig for at meddele navneskifte på selskabet, som nu lyder navnet NK Afvikling.
Bureauet ejes 40 pct. af Pelle Carlo Nilsson og 60 pct. af Nordisk Kommunikation Holding. Ejerskabet til sidstnævnte fremgår ikke af det seneste årsregnskab, der sluttede d. 30. juni 2007.
Udover Nordisk Kommunikation ejer holding-selskabet også det svenske bureau Nordisk Organisations Kommunikation. Det seneste regnskabsår var godt med overskud i begge bureauer på tilsammen 1,4 mio. kr. mod et underskud på 550.000 kr. året før. Holding er dog ikke velpolstret. Egenkapitalen var på godt 400.000 kr.
Det danske bureau havde en bruttoavance på 7,8 mio. kr. – en fremgang på 67 pct. – og et driftsoverskud på 822.000 kr.
I årsberetningen bliver bureauet da også karakteriseret som i god gænge:
- “Økonomien i selskabet er generelt sund.
- Aktiekapitalen er i regnskabsåret retableret ved egen indtjening.
- Vores produkter og innovationsevner er gode. Vi er blandt de bureauer i Danmark, der er bedst til at udvikle de måder, virksomhederne arbejder med kommunikation på.
- Vores kunder er loyale og giver os generelt rigtig god feed-back på vores arbejde.
- Vores organisation består i dag af 15 faglige specialister, der alle brænder for deres arbejde og for at Nordisk Kommunikation A/S skal få succes”.
Det konstateres desuden, at medarbejderne har ydet meget flotte indsatser.
Men det var altså for regnskabsåret, der sluttede 30. juni sidste år – og blev underskrevet 25. oktober.