Da den svenske virksomhed ProViva skulle finde et bureau til at lancere sin populære svenske frugtdrik på det danske marked, fik de hjælp af deres pr-bureau Burson Marsteller.
Efter at PR-bureauet havde faciliteret en præsentationsrunde hos tre bureauer, faldt valget på reklamebureauet In-Mind, som blev valgt ud fra deres cases og kendskab til detailhandlen.
Hos In-Mind lægger man vægt på to ting i planlægningen af kampagnen: at den får et tydeligt dansk præg og at den har et stærkt fokus på det nye produkt.
”ProViva er ikke bare et nyt varemærke i Danmark, det er en helt ny kategori i handlen. Derfor kræver en lancering, at danskerne får at vide, hvilken type produkt vi har med at gøre, så vi har i det kreative arbejde lagt stor vægt på at give kampagnen et stærkt dansk afsæt, der har fokus på produktet og indholdet frem for en historie. Det gør vi for at sikre, at danskerne kan genkende produktet i supermarkedernes køleskabe og at de samtidig kender ProVivas unikke kvaliteter,” siger Jesper Bräuner, Kreativ Direktør hos In-Mind.
Frugtdrikken, der drikkes af en million svenskere, er ikke en helt almindelig frugtdrik. Den minder i konsistens og smag om juice, men indeholder samtidig en aktiv bakteriekultur, som vi i Danmark normalt forbinder med produkter som A38 og andre syrnede mælkeprodukter.
Der bliver i kampagnen, som allerede er begyndt, stor fokus på selve produktet. Kampagnen består af outdoor, print, TV samt opstart af den danske Facebook side.
Produktet er allerede kommet i handlen, men indtil videre kun i butikkerne Netto, Bilka og Føtex.