PR-direktør: Aktiviteter er fremtidens markedsføring

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Carlsberg-byen har benyttet sig af en langsigtet plan bygget på aktiviteter i sin markedsføring.

Aktivitetsbaseret PR er en sjælden strategi blandt danske virksomheder mener Mads Byder, ejer og stifter af Help PR & Kommunikation

Men han tror samtidig, at der fremover vil komme flere eksempler på det i fremtiden og, at de midler, der i dag afsættes til traditionelle marketingkampagner i stedet vil blive brugt på indirekte at skabe omtale af virksomheden eller dens produkter:

”Jeg tror, at aktivitetsbaseret PR vil vinde frem også i virksomhedskommunikation. For i takt med, at der bliver flere og flere markedsføringskanaler at vælge imellem, bliver det næsten uoverskueligt at skabe indhold til dem alle sammen endsige finde råd til det i marketingbudgetterne”, siger Mads Byder til Børsen.

Mads Byder har selv siden 2008 benyttet sig af aktivitetsbaseret PR for at markedsføre den nye bydel, Carlsberg Byen.

I 2008 udarbejdede Mads Byder sammen med Lars Holten, adm.dir. for Carlsberg Byen P/S, en masterplan for kommunikation og markedsføring af Carlsberg Byen.

Formålet var at gøre den nye bydel så kendt, at der kunne skaffes 2-3 mia. kr. fra investorer, bygges 3.000 boliger, skabes 16.000 arbejdspladser og samtidig skulle byen blive en turistattraktion.

I stedet for at benytte sig af traditionel markedsføring, har Mads Byder og Lars Holten de seneste tre år stillet tre bygninger i Carlsberg Byen til rådighed, således at der er blevet afholdt  mere end 800 arrangementer og events lige fra modeshows over loppemarkeder til undergrundsteater.

”Vi skulle lokke folk herud, og vi skulle have københavnerne til at snakke. Ikke bare én eller to gange, men massevis af gange og det er ikke noget man lige løser med en busreklame”, siger Mads Byder til Børsen.

De mange arrangementer har været dyre, men ifølge Mads Byder og Lars Holten har de haft en afgørende betydning for,  at man har fundet fem investorer, der har skudt 2,5 mia. kr. i projektet fordi de troede på Carlsberg Byens brand-værdi.

Det er så nu, at det skal vise sig om millioninvesteringerne og den alternative markedsføringsstrategi har båret frugt:

”Ja, det er jo nu, vi skal vise, at vi evner at trække folk til, både i form af virksomheder og kommende beboere. Og at vi samtidig kan holde på dem, som allerede er her”.

Mads Byder mener, at det man har gjort for at brande Carlsberg Byen kan overføres til en hvilken som helst B2C virksomhed:

”Det handler bare om skabe indhold eller aktiviteter, der er interessante nok til, at folk gider at tale om det” (Børsen Mediemarked, p. 4-6).