Presset TV 2 overvejer reklamebreaks

Peter Engholm
25@mail.dk

Digitaliseringen vil koste seere, og stationens adm. dir. siger, at man må være åben over for alle muligheder for at tjene penge.

TV 2’s adm. dir., Merete Eldrup, er parat til at slagte hellige køer for at få rettet op på stationens økonomi.

Det fremgår af et interview med Business.dk, hvor hun peger på, at overgangen fra analogt til digitalt signal kan komme til at koste et yderligere seerfald for moderkanalen. Hun er derfor parat til at indføre flere reklamer på TV 2 – og herunder også at afbryde programmerne med reklamer lige som svenske TV 4 har fået lov til, efter det analoge signal blev slukket i Sverige.

Merete Eldrup fortæller til Business.dk, at man hos TV 2 tidligere slet ikke kunne forestille sig reklamer midt i programmerne, men at den nuværende økonomiske situation og udsigten til et yderligere fald i seertallet gør det nødvendigt at se på muligheden.

»Da TV 2 i sin tid kom med reklamerne, var folk jo heller ikke begejstret for det. Vi skulle jo helst ikke skræmme seerne væk, men vi bliver nødt til at se på alle muligheder for at få penge i kassen,« siger Merete Eldrup til Business.dk.

Hun understreger dog samtidig, at det er politikerne, der skal give TV 2 muligheden for at sende flere reklamer.