Prisvindende reklamefilm-instruktør køber filmrettigheder

Peter Engholm
25@mail.dk

Gyldendal udgiver om kort tid en hårdtslående ungdomsroman. Det markeres med booktrailer, instrueret af Martin Werner – der har sikret sig filmrettighederne

”Dig og mig ved daggry” er titlen på en ungdomsroman, som Gyldendal karakteriserer som ”barsk og stærk” – og i øvrigt udgiver den 22. oktober. Bogen er skrevet af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved.

Bogen handler om kæresteparret Liam og Louise, der er kommet så langt ud, at selvmord synes at være eneste mulige udvej. Historien udspiller sig i Aalborg, og første gang, vi møder det unge kærestepar, hives deres lig – lænket til hinanden – op af Limfjorden.  Det er historien om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse og om at elske så vildt og meningsfyldt, at det er værd at dø for.

Og en historie på Bureaubiz? Ja, for en af landets mest fremtrædende reklamefilm-instruktører, Martin Werner fra Bacon – der er aktuel med Christopher Walken-filmene for Jack & Jones’ brandet Premium – har fået mulighed for at læse bogen inden udgivelsen. Og han har benyttet denne mulighed til at sikret sig filmrettighederne.

”Der er en fantastisk stemning i bogen. Det er koldt og råt og meget realistisk. Sanne og Glenn får et psykologisk aspekt frem i det drama, som finder sted, som jeg synes er helt unikt. Det er samspillet mellem de to – den mandlige og den kvindelige tilgang – der gør bogen så utrolig interessant,” siger Martin Werner.

Han tilføjer:

”Jeg synes, det er en kæmpe mulighed at arbejde med et visuelt projekt, der bakker op om god litteratur. Og især ungdomslitteratur.  Målgruppen er spændende. De er følsomme og modtagelige.  Desuden har der for mig at se ikke været nogen rigtig succes-film til unge siden Tro, håb og kærlighed og Zappa. Det er der brug for.”

Bacon og Gyldendal kan præsentere en forfilmbog – eller mere mundret; booktrailer.

”Her laver vi en booktrailer til en bog så tidligt i processen, at vi har mulighed for at give modtagerne nogle billeder, allerede inden den udkommer. Det er fedt,” siger Martin Werner, Bacon.