Produktions-selskab udvider med kvindelig topinstruktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kvinder dominerer på købsbeslutninger – men når det gælder kvindelige instruktører på reklamefilm, så er de et mere sjældent syn, mener produktions-selskab.

Måske vil det falde nogen for brystet, at fremhæve ”kvindelig” i overskriften. For ville man skrive ”mandlig” topinstruktør i en overskrift.

Nej – men når Rasmus Ejlers, adm. dir. for produktions-selskabet Entrance, netop har signet en kvindelig instruktør, så sker det med pointen, at kvindelige reklamefilm-instruktører er sjældne i Danmark.

Der er tale om Pernille Fischer Christensen, der er en velanskreven instruktør, som senest har arbejdet med Mikael Persbrandt i den anmelderroste film ”En du elsker”. Af andre meritter kan nævnes spillefilmen ”En Soap”, som vandt både en Sølvbjørn og prisen for bedste debutantfilm i Berlin. Hendes film ”En familie” modtog ligeledes anmeldernes pris i Berlin i 2010.

Hvad angår reklamefilm, har hun instrueret en film for Kræftens Bekæmpelse, ”Jo flere vi er, jo mere kan vi gøre”, for Hjaltelin Stahl. For samme bureau har hun også lagt navn til en film for ”Hope.dk”, som er en del af Alkohol Kampagnen for Sundhedsstyrelsen.

Ved seneste Creative Circle Award vandt Pernille Fischer Christensen to gange sølv for filmen ”Konfirmation” for Kræftens Bekæmpelse. For henholdsvis ”Bedste instruktion” og ”Bedste film Bio &TV”.

Men hvorfor tror Rasmus Ejlers så, at der er få kvindelige reklamefilm instruktører?

“Her har jeg virkelig muligheden for at komme ud og danse på tynd is. Det lette svar ville nok være at det handler om forskellig adfærd og interesse-sfære for mænd og kvinder. Generelt er mænd af natur og opdragelse nok mere opsatte på at komme hurtigt frem i verden og vise hvor dygtige de selv er, mens kvinder derimod er mere reflekterede og søger den nødvendige indsigt før de kaster sig ud på det dybe vand. Kvinder tager sig tid til fordybelse og det hurtige kommercielle appellerer måske mindre til dem,” siger Rasmus Ejlers og fortsætter:

“Eller også handler det slet og ret om at kvinderne ikke bliver spurgt og derfor ikke får den nødvendige track-record. Så måske drejer det bare om at komme igang.”

Der er der givet også masser af gode begrundelser for det. Som reklamebureauet Lowefriends I flere år har slået på, så dominerer kvinder på købesbeslutninger, men reklamer er ikke nødvendigvis gode til at appellere til kvinder.

”Om mænd og kvinder tænker forskelligt må være op til den enkelte at vurdere. Og om Pernille Fischer Christensen kan være med til at sætte en ny agenda for de kvindelige forbrugere må tiden vise. Men at Pernille er en rigtig dygtig personinstruktør er der ingen tvivl om. Og mon ikke det vil kunne skabe anderledes oplevelser i reklameblokken lige meget om man er mand eller kvide,” siger Rasmus Ejlers.

Hvis nogen ikke kan huske den, så er her Pernille Fischers lille film for Kræftens Bekæmpelse:

https://www.youtube.com/watch?v=VgCUMdRmLHQ