Skilsmissen mellem Propaganda og McCann medfører nye navne. McCann har nu taget et efternavn – World Group – mens Propaganda er blevet skrottet helt som bureaunavn til fordel for Mensch.
“Mensch er ikke blot tysk for “menneske”. På yiddisch har ordet også betydningen “person med stolthed og integritet, der opfører sig ordentligt i alle livets forhold”, oplyses det på forsiden af bureauets hjemmeside.
Ved offentliggørelsen af skilsmissen mellem Propaganda og McCann forventedes navnet på det bureau, der skulle videreføre Propaganda-kulturen, at blive … Propaganda.
Samtidig udtalte Frederik Preisler til Bureaubiz, at han ikke skulle begynde forfra, men bygge videre – men navnemæssigt kan en ny historie nu fortælles.
I dagens Børsen og Berlingske ses helsidesannoncer fra Mensch. Det er den samme type egenannoncer, som Propaganda hidtil har produceret ca. 20 af. Dagens annonce – med titlen “I skal ikke være bange” – er et hip til den økonomiske krise og begrebet frygt. Nu hedder afsenderen Mensch – med en parentes: Navnet er nyt, men det er stadig propaganda.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frederik Preisler vedrørende navnevalget.