Radikal tyvstart på valgkampen – med hjælp fra free-lancere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De små partier kører kampagner inden valget udskrives, fordi de kan købe billig annonceplads og fordi de ikke får ørenlyd når S og V går i gang. Radikale er ude nu for at samle cookies, siger digital ekspert.

Alle ved, at valget nærmer sig. Og selv om der endnu ikke er sat dato på, så er de mindre partier allerede i gang med at positionere sig over for vælgerne.

”De små partier er allerede startet fordi de ved, at det er nu, at de kan trænge gennem lydmuren,” siger Benjamin Rud Elberth, der er digital chef og rådgiver om politisk digital kommunikation hos Geelmuyden Kiese og fortsætter:

”Når først valget udskrives, så bliver det en kamp mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, for det bliver en præsidentvalgkamp denne gang lige som sidst”.

Liberal Alliance har i et stykke tid kørt helsides printannoncer og i forgårs startede Radikale Venstre en kampagne med budskabet ’Det handler om mennesker og ikke vælgere’. Børsens politiske kommentator, Helle Ib, var ikke i tvivl om formålet:

”Efter beskyldninger om mangel på empati og blindt fokus på arbejdsudbud og 2020-bundlinje vil partiet under Morten Østergaards ledelse gerne forbindes med kød, blod og varme. At meningen med de hårde reformer faktisk er at hjælpe trængende mennesker.”

Selv om Radikale Venstres kampagne pt er en outdoor kampagne, er Benjamin Rud Elberth ikke i tvivl om, at den følges op af en digital kampagne:

“Radikale Venstre går nu ud for at sikre deres veludviklede mikrotargeting og brug af cookies og derfor er jeg sikker på, at outdoor kampagnen følges op af en digital kampagne. Partiet har mistet en stor platform med Margrethe Vestagers twitterbrugere. Jeg tror f.eks., at Vestager vil sende tweets ud med med links, så Radikale kan sikre deres cookie-strategi og få leads i god tid inden valget, som de kan sætte i spil.”

Radikales kampagne er lavet af freelancere, Bureaubiz har ikke kunnet få oplyst navnene på dem.

Socialdemokraterne forholder sig stille

Benjamin Rud Elberth forudser, at Socialdemokraterne først går på banen, når valget er udskrevet. Og selv om Børsen forleden skrev, at Socialdemokraterne er på vej med en kampagne, afvises det af partiets pressechef, Martin Justesen.

Han siger til Bureaubiz, at der ikke er nogen kampagne undervejs og at der heller ikke kommer nogen i nærmeste fremtid.

SF kørte allerede i august en brandingkampagne med partiformand Pia Olsen Dyhr og selvom de få timer efter Radikale Venstres kampagne kom med et politisk drilleri (se under artiklen), gør de ikke mere før valget bliver udskrevet:

”Det lille politiske dril til Radikale kører vi på Twitter, Instagram og Facebook. Men det er ikke starten på en ny kampagne. Men vi er helt klar med en valgkampagne, så snart valget udskrives,” siger kampagneleder for SF, Thomas Brahm.

Også Dansk Folkeparti kørte en kampagne tidligere på efteråret, som de ikke har tænkt sig at følge op på lige med det samme.

”Vi har jo lige kørt en to måneder lang landsdækkende outdoor og print-kampagne med sloganet: Tryghed og Tillid. På det tidspunkt havde vi reklamescenen for os selv. Nu holder vi os lidt i ro og lader den radikale kampagne og deres slogan bundfælde sig, mens Samuelsens epistellange avisannoncer fordøjes, siger partiets pressechef Søren Søndergaard.”

Venstre og Konservative vil overraske

Venstre har valgt slogan og mærkesager, fortæller kampagnechef Claus Horsted, men han vil ikke ud med, hvornår det udmønter sig i kampagner.

”Ved landsmødet valgte vi sloganet: Venstre for Fremtiden samt fem mærkesager og fra nu af og til valgdagen skal det selvfølgelig mangfoldiggøres. Men det skal komme som en overraskelse, hvornår det udmønter sig i eksterne kampagner.”

Sjovt nok er det stort set samme udmelding Konservative kommer med:

”Vores kampagne skal komme som en behagelig eller ubehagelig overraskelse, afhængig af, hvordan man ser på det,” siger Konservatives kommunikationschef, Benny Damsgaard.

Kristendemokraterne kørte en kampagne før, under og efter deres årsmøde i september, men kommer på banen igen med en imagekampagne før jul:

”Der kommer annoncer i Kristeligt Dagblad og på avisens hjemmeside og så vil vi vurdere om vi skal udbrede annoncekampagnen til flere aviser som f.eks. Jydske Vestkysten eller Nordjyske efter jul,” siger partisekretær, Tage Sørensen.