Kunde & Co, Umwelt og Co+ er blandt de bureauer, som Christian Garnov har stående på sit cv. Sidstnævnte forlod han dog med udgangen af 2012 og i år har han så været selvstændig. Bl.a. var han fornylig en del af holdet bag en anderledes måde at sælge rustbeskyttelsesmidlet Dinitrol til kvinder (Ny film: Sådan sælger man rustbeskyttelse til kvinder)
Nu skal han så på bureau igen.
Christian Garnov bliver ny kreativ chef hos Raffinaderiet, hvor han kommer til at indgå i ledelsen sammen med adm. direktør Mette Hegelund, strategisk direktør, Jens Grauslund og kontaktdirektør, Adam Lefevre Høyer.
Raffinaderiet sagde i foråret farvel til kreativ direktør Mogens Damgaard, der sammen med senior AD’er Nele Normann brød ud fra bureauet og stiftede et nyt under navnet Farmen.
Det skete i forståelse med de øvrige på Raffinaderiet.
“Raffinaderiet er meget BtB orienteret, mens vi har et ønske om at arbejde med en anden form kommunikation. Derfor har vi valgt at stifte vores eget. Men vi er rigtig gode venner og har lavet en samarbejdsaftale med Raffinaderiet. Så vi vil forsat være en del af teamet på nogle af bureauets kunder,” sagde Mogens Damgaard dengang.