Årets Rambuk er vokset: Fra 4 til 7 priser og fra 350 til 440 deltagere. Men der var alligevel nogen, der glimrede ved deres fravær i går, da mediabureauerne og Huset Markedsføring uddelte priser i går aftes i 1001hal på Islands Brygge.
Hvor var statsminister Anders Fogh Rasmussen? Et nærliggende spørgsmål, idet Mediaedge:cia vandt Grand Prix og Mediestrategiprisen for Venstres valgkampagne. Valg 2007-2009, som kampagnen hedder, blev også prisbelønnet ved Creative Circle Award i foråret, og det gik Fogh på scenen for at takke og “bakke den kreative verden op”. Samme opbakning fik mediabureauerne ikke, men måske var statsministeren ved at tælle irske EU-stemmer op, lød et bud på en forklaring fra Steffen Hjaltelin, der var på scenen som repræsentant for kampagnens reklamebureau Hjaltelin, Stahl & Co.
Og mere fravær: Hvor var eksempelvis Carat, Starcom og IUM? Ikke på Rambuk-scenen, for nu at bruge udelukkelsesmetoden. IUM havde en enkelt nominering, og dog repræsenteret ved awardshowet – men Carat og Starcom blandede sig mildt sagt ikke.
Scenen blev i stedet overladt til mastodonterne GroupM og Omnicom Media Group, der delte rovet på i alt otte priser ligeligt imellem sig.
Mediaedge:cia skulle lige som sidste år kun bruge en enkelt pind på shortlisten til at nappe Grand Prix’en, mens PHD – også i en gentagelse af sidste år – modtog tre priser, hentet i år fra ni nomineringer. Priserne blev delt med kunderne Tuborg, Carlsberg og Tulip.
Men takket være udvidelsen af antallet af priser blev der også plads til nye ansigter på scenen:
Mediacom for SF (ligeledes belønnet ved Creative Circle), OMD og Agenda Group for Playahead launch og Mindshare for Axe.
Awardshowets veloplagte og stringente konferencier, eks-Robinsonværten Thomas Mygind, modstod fristelsen til spille kæk, da kampagne-prisen low budget gik til PHD/Tulip for et Steff Houlberg-sponsorat på netop Robinson Ekspeditionen. Til gengæld modtog han aftenens største bifald, da han med øde-ø patos lagde op til “afgørelsens stund: De startede 10, nu er de 5”. Det var naturligvis noget vås, for der var syv prisvindere, der skæres ned til én Grand Prix:
Og det blev altså – som sædvanlig fristes man til at sige – Mediaedge:cia.
Mediestrategiprisen + Grand Prix
- Mediabureau Mediaedge:cia
- Annoncør Venstre
- Produkt Valgkampagne
- Kampagnens navn Valg 2007-2009
- Credit, annoncør Jens Skipper Rasmussen
- Credit, mediabureau Jane Sørensen Ravn, Kristian Koch Jensen
- Reklamebureau Hjaltelin, Stahl & Co
- Credit, reklamebureau Steffen Hjaltelin
Involveringsprisen
- Mediabureau PHD
- Annoncør Carlsberg
- Produkt Carlsberg Pilsner
- Kampagnens navn Carlsberg Cup
- Credit, annoncør Martin Andersen og Kristian Walsøe
- Credit, mediabureau Jesper Lysholdt, Nini Roed Andersson, Morten Beyer
- Reklamebureau 727 og &Co
- Credit, reklamebureau 727: Peter Grumsen. &Co: Thoams Christensson og Marianne Louise Seirberg
Annoncør-prisen
- Mediabureau PHD
- Annoncør Tuborg
- Produkt Tuborg Julebryg
- Kampagnens navn Tuborg Julebryg
- Credit, annoncør Carsten Suhrke, Iben Stenholm og Rikke Eriksen
- Credit, mediabureau Rikke Grønlund, Nini Roed Andersson, Ole Thonesen og Bettina Blomkvist
- Reklamebureau Wibroe, Duckert & Partners
Kampagne-prisen low budget
- Mediabureau PHD
- Annoncør Tulip
- Produkt Steff Houlberg
- Kampagnens navn Robinson-sponsorat “Stakkels Steff”
- Credit, annoncør Mads Aagaard Jensen
- Credit, mediabureau Rikke Grønlund, Nini Roed Andersson, Jesper Theilgaard og Anne-Marie Diederichsen
- Credit, andre Viasat
- Reklamebureau Scanad
Innovations-prisen
- Mediabureau OMD og Agenda Group
- Annoncør MTG
- Produkt Playahead.dk
- Kampagnens navn Playahead launch
- Credit, annoncør Martin Ersted
- Credit, mediabureau Agenda: Sylvia Mark og Sarah Holmslykke. OMD: Rikke Grundtvig
- Reklamebureau Agenda Group og Omnicom Media Group
Kampagne-prisen mere end 1 mio. kr.
- Mediabureau Mediacom
- Annoncør Socialistisk Folkeparti
- Produkt Valgkampagne 2007
- Kampagnens navn Valgkampagne 2007
- Credit, annoncør Thor Möger Pedersen og Turid Leirvoll
- Credit, mediabureau Annette Brønd, Pernille Rosenqvist og Rasmus Møller
- Reklamebureau Wasabi, Kompas Kommunikation og Danmarks Mindste
- Credit, reklamebureau Dennis Pedersen, Bo Falsig og Per Toftager
Nye medier-prisen
- Mediabureau Mindshare
- Annoncør Unilever Danmark
- Produkt Axe
- Kampagnens navn BomChickaWahWah
- Credit, annoncør Lotte Fellman, Ditte Frederiksen og Maria Lövdén
- Credit, mediabureau Trine Nielsen og Paw Saxgren
- Credit, andre 3 og M!, Forlaget Benjamin
- Reklamebureau BBH London