Regeringen har valgt sit grundlovs-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

2 udbud blev til 1, da regeringen og Folketinget begge ville markere 100-året for grundloven, der gav kvinder stemmeret. Nu er 5 bureauer blevet til 1 vinder; et reklamebureau og et PR-bureau.

Det bliver konsortiet Thinkhouse og Think PR, der skal bistå regeringen med ”en nytænkende og kreativ” markering af 100-året for den grundlov, som gav kvinder valgret.

Kampagnen til 3,5 mio. kr. kulminerer med en stor grundlovs-event – et kvalificeret gæt vil være, at det finder sted fredag den 5. juni. Udover eventen er det de to vindende bureauers opgave – med den officielle udbudsbeskrivelse – at stå for ”Udvikling af idékoncept, planlægning, markedsføring samt afvikling af fejringen af 100-året for kvinders valgret og valgbarhed”.

”Løsningen fra Thinkhouse og Think PR er både nytænkende og kreativ, og vi ser for os, at de initiativer og events der nu bliver en del af den officielle markering, vil kunne nå ud til mange forskellige målgrupper i samfundet,” lyder motiveringen fra fuldmægtig Louise Skovdal, Ligestillingsafdelingen i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Hos Thinkhouse gør kreativ direktør Anders Larsen ikke meget for at dæmpe sin begejstring:

”Det er kutyme at udtrykke stolthed og ydmyghed, når man har vundet en stor opgave. Men jeg vil gerne sige, at vi er pisse mega-glade over at være blevet valgt til så fed en opgave – og i et skarpt felt. Og vi skal nok sørge for, at det bliver en markant markering,” siger Anders Larsen.

Lige så begejstret, Thinkhouse og Think PR er for kontrakten, lige så rodet har optakten været. Både Folketinget og regeringen lancerede nemlig begge grundlovs-kampagne-udbud. Det behøvede ikke at kollidere, men det gjorde det. For parterne fandt ud af, at løsningsforslagene i de to udbud – leveret af hhv. 4 og 5 bureauer – på flere områder var stort set identiske. Derfor trak Folketinget sig – og annullerede sit udbud.

Den 15. januar vil logo og hjemmeside for regeringens fejring af 100-året – en fejring, som Folketinget også tager del i.

Derudover er det småt med detaljer om kampagnen, andet end at tallet 100 bliver et omdrejningspunkt.

Opdragsgiveren, altså regeringen, modtog 13 anmodninger om prækvalifikation, og 5 bureauer – fordelt på 3 bureauer og 2 konsortier – blevet opfordret til at afgive et tilbud. Det skarpe felt, som Anders Larsen omtaler, så således ud:

  • Kommunikationsbureauet København
  • Lead Agency
  • PrimeTime Kommunikation
  • Konsortiet Think PR og Thinkhouse
  • Konsortiet Urban Goods, Kvindemuseet & Wishbone