TV2 News og tv2.dk – så er man lis’som i gang.
To tidligere elever fra Kreativ Basis – Philip Bock og Stefan Arnoldus – kan ikke klage over opmærksomheden fra deres første kampagne.
Kunden er MyC4.com, der formidler mikrolån til små og mellemstore afrikanske erhvervsdrivende – og det er en målgruppe, der i dén grad er trængende. Mens danskere kan klage over deres bank, så har en ufatteligt stor gruppe afrikanere end ikke en bank at klage over.
Og for at tydeliggøre fraværet af en bank over for københavnere fik de to unge ideen – på McC4’s vegne – at ”lukke” alle byens hæveautomater i lørdags. Det skete ved at klæbe et ”lukket”-skilt over tastaturet på hæveautomaterne – og på skiltet forklare sagens sammenhæng.
”Vi har valgt at gøre det hele frivilligt for at hjælpe MyC4.com med at gøre opmærksom på problemet at mere end 380 mio. mennesker i Afrika ikke har adgang til en bank. Afrika har en af verdens hurtigst voksende økonomier, så det er et kæmpe problem for deres udvikling,” siger Stefan Arnoldus, der benytter chancen til at takke de frivillige, der hjalp med at sætte sedler op samt forevige stuntet.
Philip Bock supplerer:
”Vi brugte et par uger på at arbejde det igennem og nåede frem til indsigten, at det var en selvfølge i bl.a. Danmark at have adgang til en bank og kunne gøre brug af at hæve og låne penge. Derfor ville vi gerne give folk følelsen, som mange afrikanere lever med hver dag.”
”Det er vores første kampagne, og vi er naturligvis glade for opmærksomheden på TV2-kanalerne.”
Både Philip Bock og Stefan Arnoldus er begge blevet optaget på Kreativ Kommunikation og Hyper Island, og valgte førstnævnte for at blive i København.