Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Klumme: Hvordan skal man argumentere mod et forbud mod alkoholreklamer? I hvert fald ikke ved at hævde, at reklame ikke virker fremmende på forbruget. For selvfølgelig gør den det.

Puritanisterne i Forebyggelseskommissionen har foreslået et forbud mod alkoholreklamer som led i en indsats for at få middellevetiden op.

De må jo være vanvittige! Formyndere! Tror de virkelig, at reklame er skyld i samfundets alkoholproblemer. Det må være en opgave for en driftig journalist afsløre dem som frelste puritanister, der ikke har deres dokumentation i orden og bare har valgt et populært offer til en symbolsk handling.

Tænkte jeg og åbnede en flaske rødvin.

Så var det, at det slog mig. På mange måder har de jo ret. Der er selvfølgelig et alkoholproblem i samfundet. Ikke kun i form af de egentlige alkoholikere men også i form af et relativt stort forbrug hos en bred del af befolkningen.

Man kan selvfølgelig sige, at reklame umuligt kan bære ansvaret for de problemer, og behjertede mennesker i bl.a. Bryggeriforeningen og DRRB kaster sig da også ind i debatten og forklarer, at der ingen dokumentation er for, at reklamer øger forbruget.

Når der reklameres, er det for at konkurrere og skaffe sig markedsandele.

Problemet er bare, at den argumentation er en tabersag.

Tilhængerne af et reklameforbud har et enkelt budskab. Reklamerne skal sælge et usundt produkt, og der reklameres vel ikke, hvis ikke man tror på, at det virker fremmende på salget.

Modargumentationen bliver langhåret, uforståelig – og måske endda utroværdig.

For vil man virkelig i reklamebranchen hævde, at reklame ikke virker. På et modent marked gælder det godt nok primært om at vinde markedsandele fra konkurrenterne.

Men selvfølgelig kan reklame også hverve af nye forbrugere – det vil være utroværdigt at hævde noget andet – som f.eks. unge, der er i fuld gang med at danne deres præferencer.

Tænk f.eks. på Tuborgs juleøls-dag. En fremragende markedsførings-case, der bare har den slagside, at den i udpræget grad tiltaler et ungt publikum.

Så kaster man sig ind i en diskussion om reklamens effekt på alkoholforbruget, er det en tabersag, og man kan da også finde højtstående branchefolk, der erkender, at udviklingen går mod stadigt flere restriktioner.

Men sagen er først og fremmest tabt, fordi vi overhovedet accepterer puritanisternes præmis.

Diskussionen bør føres på grundlag af en helt anden og mere værdipolitisk præmis.

Men ikke for reklamebranchens skyld, for det er i denne sammenhæng ret beset ligegyldigt, om den får lov at lave alkoholreklamer eller ej.

Dette handler om, hvilket samfund, vi vil leve i. Og alkohol er ikke et enkeltstående tilfælde. følger man puritanisternes logik vil der komme mange nye forbud.

F.eks. er en anden og formentlig langt større sundhedspolitisk problemstilling ved at bygge sig op i form af den tiltagende fedmeepidemi.

Skal vi så til at forbyde reklamer for chokolade og chips? Skal vi også tage fat i fuldfed ost og sødmælk, når vi nu er i gang?

Jeg så i sommer en film med Sylvester Stallone, der i al sin banalitet kan tages som et indlæg i debatten.

Han var en barsk strømer, der langt ude i fremtiden blev tøet op efter at have været frosset ned i mange år.

Det samfund han kom til, var blevet gjort perfekt af “Den store velgører”. Grim tale var forbudt, gav bøder og alt, der var udviklet alternativer til alt, der kunne være skadeligt og usundt. Selv sex var blevet gjort virtuel, fordi man jo kunne blive syg af “at udveksle kropslige væsker”.

Udviklingen af alternativer til det usunde var reelt en positiv tilgang til problemerne. Alligevel var der var dog en undergrundsbevægelse, der var henvist til et uhumsk og underjordisk liv, fordi de insisterede på at ville spise burgere og drikke øl.

Den lykkelige slutning blev selvfølgelig, at mennesker igen fik lov at være mennesker på godt og ondt.

Ja, vi kan finde på at drikke vin, øl og spiritus – nogen gang også mere end godt er. Vi kan også finde på at spise ting, der er mindre sunde. Og vi har så høj en velfærd at ellers sunde tung bliver usunde på grund af overforbrug.

Mennesker kan faktisk finde på at gøre en hel masse dumme ting.

Men tror vi virkelig, vi kan regulere og forbyde os til at vi alle bliver sunde og asketiske mennesker?

Og ønsker vi reelt, at indrette vores tilværelse og samfund således?

Ingen tvivl om, at store virksomheder skal optræde ansvarsfuldt. Ingen er uenige om det, og stillede Carlsberg sig op og uddelte Somersby foran skolegårdene, ville de få berettiget kritik.

Men skal samfundet tage ansvaret for vores liv? Eller skal vi selv?

Det bør være præmissen for diskussionen.

Forebyggelseskommissionens præmis er, at samfundet overtager ansvaret, og køber vi den, så har reklamebranchen en tabersag, og der er ingen grund til at vente. Stop alkoholreklamer med det samme og accepter kun at markedsføre gulerødder.

 

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club