I et essay i søndagens Politiken bliver reklamebranchen beskyldt for at udøve terror mod befolkningen, mens den samtidig overvåger, hvert skridt de tager.
For det første bringer søndagens skribent, den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberg, reklame sammen med nazistpartiet og for det andet mener han, at reklamer har overtaget totalitærregimers rolle som total overvåger af samfundet.
Det er et meget langt essay, der er i dagens Politiken, hvor skribenten starter med at fortælle, at reklamer i dagens samfund er lige så højtråbende, som tidligere tiders stadeholderes høje råb på de gamle markedspladser.
Derefter går det slag i slag med at beskrive, hvor forfærdelig reklamebranchen er.
Her kan man f.eks. læse, hvad den tyske skribent – hvis essay er oversat fra tysk til dansk – mener om reklamefolk:
”Reklamebranchens anseelse er ikke blevet stort bedre, selvom den nu omtaler sit eget virke som markedsføring med alt hvad det indebærer af romantiske undertoner, der kan lede tankerne tilbage til markedspladserne. I dag kan der på reklamefolkenes vistikort også stå kreativ direktør, content manager eller PR- konsulent i virksomhedskommunikation, men lige meget hjælper det. Og når en grafiker bryster sig af en titel som art director, kan det godt være, at han ryger op i en højere lønklasse, men omverdenen har stadig svært ved at tage sådan an distanceblænder alvorligt”.
Det er ikke kun reklamefolket, men også selve reklamerne, der får en svada med på vejen:
”Plakater, reklamebannere og lysreklamer har fuldstændigt raseret de byrum, vi lever i. Ingen cykelrytter vover sig længere ud på cykelbanen og ingen atlet ind på et stadion, uden at de først er blevet overklisteret med reklamer. Overalt langs veje, på banegårde og busstoppesteder finder man reklameskilte, hvor alskens ’sponsorer’ forsøger at slå mønt på alskens ragelse”.
Skribenten kommer derimod ikke ind på, hvad der er – eller kan være – årsagen til, at f.eks. sportsfolk lader sig iklæde tøj med reklamer på og faktisk – i hvert fald for sportsfolk i enkeltmandssportsgrene som f.eks. tennis – helt bevist bruger det som et instrument til at tjene penge på deres sportsgren og måske i virkeligheden gør det muligt for dem at dyrke deres sportsgren på eliteniveau.
Også Google, Facebook og Yahoo får et par ord med på vejen:
”Reklamer er deres kerneprodukt, resten er blot kosmetik. Og de tager alle midler i brug. Der er ikke noget, der hedder en neutral søgemaskine. Der manipuleres med opdateringer, vareanbefalinger, forfalskes helt rutinemæssigt, børn lokkes med præmier og lodtrækninger og til at skaffe nye kunder”.
Og Apple, Amazon og Microsoft slipper heller ikke for at få ørerne i maskinen:
”Men de, der vil erhverve sig milliarder af kunder og holde på dem, må nødvendigvis også granske og sammenligne kundernes personlige dataoplysninger. Til det formål gør de brug af matematiske metoder til lagring, filtrering og kombination, som langt overgår de metoder, som hemmelige tjenester som Gestapo, KGB og Stasi benyttede sig af”.
Udover reklamerne og it-mastodonterne, får overvågningskameraer og mobiltelefoner også en overhaling for at have ’overtaget stikkernes, blokvagternes og agenternes rolle’.
Kronikken slutter med følgende konklusion:
”For langt de fleste går det hele såmænd ganske udmærket. Skulle man ligefrem kalde det et historisk fremskridt, at det nu er muligt at gennemkontrollere og totalovervåge befolkningen næsten uden brug af vold og blodsudgydelser? Tingenes tilstand sikres ved at tjenesterne i forening med reklamerne sidder på overherredømmet. Og de, der affinder sig med denne form for regime, må altså gøre det på egen risiko”.
(Politiken Kultur, Søndag, p. 7).
