Reklamebranchens rigeste – blev rigere i 2009

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De 10 største formuer i reklamebranchen voksede faktisk en smule i kriseåret 2009. Jesper Kunde er tilbage på 2. pladsen.

Nok var både samfundet og reklamebranchen gennemsyret af krise i 2009 – det betød bare ikke, at det var umuligt at blive rigere.

I hvert fald lykkedes det for reklamebranchens 10 største formuer at vokse lidt i 2009, viser opgørelsen fra Dansk Brancheanalyse’s årlige rapport over mere end 200 kommunikationsbureauer.

Der er ret stor stabilitet på listen – i hvert fald i forhold til hvilke 10 personer, der repræsenterer de 10 største formuer. Jan Duckert er fortsat nr. 1, mens Jesper Kunde er nr. 2 og Henrik Juul nr. 3. Sidste år var stillingen mellem Jesper Kunde og Henrik Juul omvendt.

Deres formueudvikling skal i øvrigt ses i sammenhæng med at de har trukket udbytte ud. Jan Duckert 20 mio. Jesper Kunde 8 mio. og Henrik Juul 6 mio.

Herudover er der kun sket en enkelt udskiftning. Den ene af Recommended-ejerne, Lars Hagh Petersen er gledet ud – han var nr. 8 sidste år – mens Peter Wibroe er hoppet ind 8. pladsen efter en flot vækst på 16 pct. Lars Hagh ligger nu på en 11. plads efter et fald på 25 pct.

Den anden Recommended-ejer, Jørgen Jønsson, har opretholdt sin placering.

Steen Halbye er med på listen for 2009, men forlod formandsposten i Halbye, Kaag JWT i det tidlige forår og har dermed definitivt forladt reklamebranchen.

Sammen med de to oprindelige Medialog-ejere, Søren Kenner og Peter Svendsen, er han ene om at have præsteret et fald i formue.

Reklamebranchens 10 største formuer

  1. (1) Jan Duckert, 108,4 mio. kr., +2,8 pct.
  2. (3) Jesper Kunde, 90 mio., +8,6 pct.
  3. (2) Henrik Juul, 89,9 mio. +3,7 pct.
  4. (4) Carsten Kaag 65,5 mio., +3,6 pct.
  5. (7) Jørgen Jønsson, 58,9 mio., +5,6 pct.
  6. (5) Søren Kenner, 57,5 mio., -9 pct.
  7. (6) Steen Halbye 54,6 mio., -2,3 pct.
  8. (ny) Peter Wibroe, 49,4 mio.,
  9. (9) Peter Svendsen, 46,8 mio., -2,1 pct.
  10. (10) Ronnie Job, 46,1 mio., +2,2 pct.

    Ialt, 667,1 mio., +2,9 pct. 

Den samlede liste rummer 230 millionærer og deres formue er til sammen skrumpet 3 pct.

Dansk Brancheanalyse’s rapport koster 3400 kr. ex moms og kan bestilles hos Ole Egholm, ole@danskbrancheanalyse.dk