Reklamebureau hængt ud på forsiden af Jyllands-Posten

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Brancheklip: Arkitektur-politiken er i forfald, og det skal der gøres noget ved. Det har givet 727 i Skanderborg en ufrivillig hovedrolle på forsiden af Jyllands-Posten.

Der er et arkitektonisk forfald i gang i Danmark. Det mener formanden for Statens Kunstfond, arkitekten Lars Juul Thiis, og hans holdninger får en fremtrædende placering i Jyllands-Posten i dag.

Diskussionen indebærer samtidig en større rolle til reklamebureauet 727 i Skanderborg, end bureauet nok kunne have ønsket sig.

Bureauet opstillede nemlig for en årrække siden en Boeing 727 i tilknytning til sine lokaler tæt på den østjydske motorvej E45, og den flyver pryder halvdelen af Jyllands-Postens forside i dag med følgende citat fra Lars Juul Thiis:

”Den største katastrofe er flyvemaskinen ved Skanderborg. Den var sjov den første uge, men at den har fået lov til at stå der, er et eksempel på, at dansk planlægning er fuldstændig bag af dansen. Jeg kan ikke forestille mig en større latterliggørelse af det danske kulturlandskab end den flyvemaskine.”

727 har i artiklen ikke ønsket at kommentere synspunktet.

Artiklerne udspringer af, at Statens Kunstfond forbereder en arkitektkonkurrence, som skal resultere i et idekatalog til inspiration for kulturminister Marianne Jelved (R). Hun forbereder i øjeblikket en revision af den nationale arkitektur-politik.

Direktøren for Arkitektforeningen, Jane Sandberg, støtter, at der er behov for initiativer, og mener, at det vil være en god ide med en lovgivning, der forpligtiger kommuner og regioner.

Til gengæld mener borgmesteren i Kalundborg, Martin Damm (V), der er formand for KLs teknik- og miljøudvalg, at man skal passe på med for meget smagsdommeri.

Marianne Jelved mener, der er brug for en arkitektur-politik.

”Jeg er af den overbevisning, at man godt kan få gode arkitekturløsninger til konkurrencedygtige priser,” siger Marianne Jelved til Jyllands-Posten (JP, forsiden og p. 6-7)