Reklamebureau og digitalt bureau rykker tættere sammen

peng

Der bliver 1 dør til 72 medarbejdere, når 727 i Skanderborg og Klean i Aarhus og København nu bliver nye strategiske samarbejdspartnere.

Reklamebureauet 727 er alders- og medarbejdermæssigt storebror, når man tager hul på et nyt makkerskab med “de digitale entreprenører” fra Klean, der er fra 2007 og har 20 medarbejdere – mod 727, der er 15 år gammelt og har 52 medarbejdere.

Samarbejdet betyder én indgang, når en virksomhed skal finde kommunikationsløsninger online og offline.

Makkerparret markerer det nye samarbejde ved at tilbyde deres respektive kunder et gratis produkt fra den nye partners produkthylde. Et gratis digitalt sikkerhedseftersyn, som finder sikkerhedshuller i virksomheders hjemmesider – tilvejebragt af Klean – og et gratis digitalt kommunikationseftersyn, som 727 står bag.

Med den nye alliance kan kunderne kombinere strategi, effektfuld kommunikation og grafisk præsentation hos 727 med viden om, hvordan man implementerer store e-commerceløsninger, laver websites, der virker og hvordan man effektivt måler, om den digitale indsats virker – som er nogle af Kleans spidskompetencer.

Administrerende direktør og medstifter af 727, Tom Elert, siger: 

“En virksomheds samlede strategi og branding skal afspejles i dens digitale løsninger. Det lyder måske banalt. Men det er det ikke. Alt for mange fejler på det område. Og i fremtiden vil endnu flere efterspørge samlede kommunikationsløsninger på et stadigt højere teknisk niveau. Det er det, vi nu forbereder os på”.

 Martin Frederiksen er medstifter og administrerende direktør i Klean siger:

 ”Vi har ambitioner om at skabe et digitalt kraftcenter, der kan levere hele pakken af kommunikationsløsninger, uanset forretningsmodel, til morgendagens kunder og forbrugere. Og nu har vi taget et vigtigt skridt på vejen. Det handler i bund og grund om at kunne stille det rigtige hold til opgaven hver gang”.