Reklamecykler blev til et nyt reklamebureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Hvorfor ikke bruge markedsføring på at gøre en forskel – ikke kun for kunden selv, men også for samfundet. Det er tanken bag et nyt bureau med fire partnere.

Cannes Lions 2012 var gennemsyret af dét, der kunne kaldes ”good for me, good for you, and good for the world”. En række talere fra netværk og multinationale koncerner – samt størstedelen af juryerne – fremhævede eksempler på reklamekroner, der ikke nøjedes med at gavne afsenderen, men folk i en bredere forstand. Det er brands som globale borgere.

Tanken bag trenden var så god, at en kvartet af københavnske kreative allerede havde fået den – det blev først til et projekt, og nu til et egentligt bureau: Hope Media.

Projektet – med navnet FreeBikes – gik ud på at udstyre cykler med reklame, give dem til studerende og efter et år sende cyklerne til Afrika. Og netop nu er de første reklamecykler på vej til studerende i Ghana.

”Vi opdagede med FreeBikes, at vi havde fået fingrene i noget ret interessant. Synligheden i bybilledet var én ting, noget andet og helt uventet var de historier, oplevelser og fortællinger, som de danske studerende skubbede i gang til deres venner, på Facebook og Youtube. De tog konceptet til sig, følte sig som ambassadører for os og annoncørerne – og passede godt på cyklerne,” siger Kristoffer Drachmann, direktør i Hope Media.

Han er af de fire partnere – de tre andre er Phillip Brigham, Emil Wilk og Joakim Ingversen. Dertil kan føjes en række frivillige.

Hope Media betegner sig selv som et mediekreativt bureau, der leverer medier og reklamekreativitet, med udgangspunkt i kunden og samfundet. Nøgleordene er Ambassadører, Oplevelser og Ansvarlighed.

“Hope Media” lyder pænt hippie-agtigt …

”Du kunne også kalde tilgangen for ”CSR i marketingleddet”, men vi vil gerne lave lidt mere larm end dét. Tilgangen for os er at sikre kunderne samme eksponering og effekt for budgettet, som de ville have fået på klassisk vis, og samtidig sætte et samfundsmæssigt aftryk. På den måde skaber vi ikke bare større værdi, men også positive fortællinger – og den type historier kan vi mennesker godt lide,” siger Kristoffer Drachman.

Hope Medias kundeliste tæller Berlingske, NNE Pharmaplan, HK, Sticks ’n’ sushi, Miinto, Ben & Jerry’s.

”At starte op fra scratch er en hård nyser, og nogle dage er selvfølgelig sjovere end andre. Men når det lykkes, og man i sin inbox får en video med modtagerne af cyklerne i Afrika, så stiger energien til uanede højder. Det er fedt og sætter tingene i perspektiv. Hvorfor tænke i massemedier, når man kan tænke i medier for masserne?