Reklamekampagne med kyssende pave og imam provokerer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om reklame med kyssende statsledere. Om digitalt bureau, der etablerer sig i Nigeria. Samt om tøjkæde, der betragter kunderne som freelance-designere.

Benetton – eller United Colors of Benetton, som tøjfirmaet rettelig hedder – har skabt en ny reklamekampagne, der opfordrer til fred og kærlighed.

I stedet for fred og kærlighed har reklamen dog provokeret, især i religiøse kredse. Kampagnen består af en række manipulerede billeder, hvor forskellige ledere kysser hinanden.

Et af billederne viser pave Benedikt XVI, der kysser den muslimske imam Ahmed Mohamed el-Tayeb, som er tilknyttet al-Azar-moskeen i Kairo.

Benetton har trukket reklamen tilbage og har i en pressemeddelelse skrevet, at de er kede af, at billedet har såret de troendes følelser.

Billederne af andre kyssende statsledere, som USA’s præsident Obama, der kysser Kinas præsident, Hu Jintao samt Israels premierminister Benjamin Netanyahu, der kysser den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, er der ikke, nogen, der føler sig sårede over, så de trækkes ikke tilbage (politiken.dk).

Digitalt konsulenthus etablerer sig i Nigeria

Seismonaut, der er et digital konsulenthus, der rådgiver om sociale medier, har ifølge Børsen netop åbnet et innovations- og udviklingscenter i Nigerias hovedstad Abuja. Fokus er på at hjælpe nordiske virksomheder med viden, vejledning, matchmaking og brobygning.

Ifølge adm.dir. Anders Boelskifte Mogensen, er der i højvækstlande mere brug for udviklingscentre, der hjælper danske virksomheder ind på markedet, end der er brug for ambassader (Børsen, p. 16).

Spansk tøjvirksomheds kunder er freelance-designere

Den spanske tøjvirksomhed, Inditex, der har ni forskellige brands, deriblandt Zara, betragter deres kunder som freelancedesignere.

I stedet for at designe, hvad de tror kunderne vil have, så bygger Inditex’ sin forretning på at indhente information fra kunderne og herefter meget hurtigt omsætte den information til design, produktion og salg af tøj. På den måde kan de lave 22.000 årlige design og 80 kollektioner.

Det skriver Martin Roll, international brandrådgiver, i dagens synspunkt i Berlingske Business. Han mener endvidere, at det unikke ved Inditex og deres talrige brands er, at virksomheden stort set aldrig kommunikerer gennem markedsføring i traditionel form, men i stedet har en selektiv indsats på word of mouth-marketing. Men den allerstørste marketingkanal er butikkerne, som ligger på alle verdens hovedstrøg og det signalerer status (Berlingske Business, p. 2).