Reklamekampagne mod kopiprodukter

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Franskmændene vurderer at kopiprodukter koster dem mange milliarder kroner og nu laver de kampagne, som skal bekæmpe salget af kopivarer.

Den franske luksusbranche lancerede i går onsdag en reklamekampagne mod kopiprodukter. Det skriver Financial Times.

Kampagnen er rettet mod ferierejsende og består blandt andet af 10.000 outdoor reklamer i 18 lufthavne i Frankrig og i seks øvrige europæiske lande.

Plakaterne bruger humoren som middel og budskaber lyder blandt andet ‘Køb en fake Cartier, få en ægte straffeattest’ og ‘Rigtige kvinder kan ikke li’ falske produkter’.

Problemet med kopiprodukter er især stort i Frankrig, hvor luksusmærker som Chanel, Hermès, Louis Vuitton og Yves Saint Laurent ofte kopieres.

Og kopiering og salg af kopiprodukter er ikke blevet mindre med årene. De seneste fem år har de franske myndigheder beslaglagt tyve gange så mange onlinesolgte kopiprodukter.

Også i Danmark kæmpes en kamp mod kopiprodukter.

Her er de danske producenter Frits Hansen, Carl Hansen & Søn, Fredericia Furniture , Erik Jørgensen Møbelfabrik og Louis Poulsen Lighting oppe imod engelske møbelproducenter, der sælger kopierede møbler som Ægget, PH-lamper, Wegner-stole og Kjærholm-sofaer, skriver Berlingske i dag.

Forbrugerne kan købe møblerne online fra England. Og ifølge de engelske producenter er det fuldt lovligt.

Ifølge britisk lovgivning er det nemlig sådan, at ophavsretten maksimalt kan beskyttes i 25 år efter produktionen er i gangsat, mens ophavsretten i Danmark beskyttes i 70 år efter arkitektens død.

Voga.com, der er en af de engelske virksomheder, der sælger danske kopivarer vil ikke oplyse, hvor meget de sælger. Men til Berlingske siger de, at de solgte til et ‘par hundrede danskere’ i 2011.