Debatten om regeringens nye pointsystem for familiesammenføringer har raset i et stykke tid, og nu dukker der så eksempler på konsekvenser af systemet op i medierne.
I dag træder en person velkendt i reklamebranchen frem i Berlingske Tidende og fortæller om sine genvordigheder.
Det drejer sig om Asger Daugbjerg, der tilbage i 2003 var adm. dir. for JWT. Da bureauet blev overtaget af Halbye Kaag, flyttede han videre til et JWT-job i Singapore og her mødte han ejendomsmægleren Doris, som han giftede sig med.
I 2005 vendte han tilbage til et job som adm. dir. for Leo Burnett, for så i 2007 at vende tilbage til Asien til et job i Red Spider.
I 2008 gik turen dog igen til Danmark, hvor han blev erhvervsdirektør hos Mandag Morgen, mens hans virke nu foregår i konsulentfirmaet, Brainstorm Roommates.
Spørgsmålet er dog, om han bliver i Danmark, for som han siger til Berlingske Tidende:
“Jeg vil simpelthen ikke lade et pointsystem diktere vores liv, så hvis der bliver problemer, har vi da heldigvis frihed til at flytte.”
Han fortæller desuden om, hvordan han i Singapore altid fik et brev tilbage efter at have indsendt selvangivelse, hvor han blev takket for at søtte samfundet. Men da han og hans kone flyttede til Danmark fik hun et brev med en advarsel om alle de ulykker, der sker, hvis ikke hun overholder reglerne.
Hun er i Danmark på en midlertidig opholdstilladelse via familiesammenføring, men skal nu ind under pointsystemet. Og det kan give problemer, bl.a. fordi hun ikke arbejder på fuld tid.
I stedet går hun på sprogskole og bruger en del tid på frivilligt arbejde i Frivilligcentret i Helsinge.
Ægteparret modtager ingen offentlig støtte.
Asger Daugbjerg fortæller til Bureaubiz, at de ikke har haft mulighed for at skaffe en permanent opholdstilladelse ved tidligere lejligheder.
“Det har længe været svært og ikke muligt for os tidligere. Nu er det blevet nærmest umuligt,” siger han og fortsætter:
“Jeg har derimod permanent opholdstilladelse i Singapore, så jeg kan umiddelbart flytte tilbage og arbejde der. Det undrer mig, at vi herhjemme kreerer et system, hvor vi i den grad lukker os om os selv.”