“Vi kender nok alle reklamemanden i overgangsalderen, der prøver at adoptere de unges sprog for at nå ud til dem. Det fungerer ikke.”
Sådan skriver Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation – en gang selv ung og trommeslager i popgruppen Mabel – i et debatindlæg i Berlingske. Nu er han selv en af de “erfarne gamle ræve i kommunikationsbranchen”.
Og de gamle ræve, mener Christian Have, skal overlade markedsføringen af København til de unge, der har kompetencerne til at skabe en markedsføring overfor fremtidens turister, der ifølge kommunikationsmanden, ikke er “velstillede familier og købestærke turister, der er at finde omkring Strøget, i Rundetårn, ved Slotspladsen og på Noma”.
Fremtidens turister er i stedet “de unge generationer verden over, der ikke kommer til København på grund af H.C. Andersen, dem der ikke er købestærke i dag, men er det om 10 år”.
Christian Have mener, at de vil komme til København på grund af de mange festivaler, den progressive musikscene, udendørs events, modebevidstheden og det avancerede natteliv.
Og hvem er bedre til at markedsføre det end ungdommen selv, spørger Christan Have og svarer selv:
“De mestrer iscenesættelsens kunst. Gennem blogs, Facebook, Instagram, Twitter, musiktjenester etc. formår de at skabe en fortælling om sig selv, der langt overgår enhver reklamemands vådeste drømme. Deres sans for at forstå markedet, tendenser og effektive kommunikationsplatforme i forhold til deres egen generation er lige præcis det som markedsføring af København mangler” (Berlingske K, p. 19).