Reklameselskab genopstår trods anklager om 10 mio. kr. i momsbedrageri

Peter Engholm
25@mail.dk

Der skal mere end anklager om momsbedrageri og krav fra 400 vognmænd til at stoppe Søren Simonsen fra Dansk Taxi Reklame.

Negativ presseomtale, konkurs med krav fra 400 vognmænd samt anklage om momsbedrageri for 10 mio. kr. Ikke et kønt spor, Søren Simonsen efterlader sig, men han lader sig ikke kue.

Taxi Reklame Danmark er genopstået under nyt navn – TRD Aps.

Han er da heller ikke uvant med turbulens. Selskabet har trukket negativ omtale gennem flere år for sen eller manglende betaling til de vognmænd, der kører rundt med reklamerne, som selskabet har formidlet.

Konkursen skete i marts – bl.a. med krav på 5 mio. kr. fra i alt 400 vognmænd.

Jeg troede, at Taxi Reklame Danmark var gået konkurs – men det eksisterer tilsyneladende stadig, med hjemmeside og det hele …

“Det gamle selskab gik konkurs, og en investor har købt aktiverne – d.v.s. varemærket, telefonnumrene, hjemmesiden, 8-10 af medarbejderne. Disse penge er gået ind i konkursboet,” siger Søren Simonsen, direktør i firmaet, der officielt hedder TRD Aps.

Så investors betaling for aktiverne i det gamle selskab kommer så de 400 vognmænd til gode?

“Ja, indtægterne fra aktiverne bliver dividende, som kommer til udlodning blandt de, der har penge til gode – når kurator har afsluttet sagen i løbet efteråret,” siger Søren Simonsen.

Du står som direktør i det nye selskab – kan du være medejer af TRD?

“Ja, jeg var ejer af det tidligere aps, og jeg kan også godt være medejer af det nye selskab,” siger Søren Simonsen.

Samtidig har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet en sag med dig om et momsbedrageri for 10 mio. kr. …

“Det dækker over en moms-post i det gamle selskab, der ikke blev betalt. Det skyldtes rod i det gamle regnskab, så der ikke blev afregnet med Skat. Og jeg mener, at de opfattes som simple kreditorer på lige fod med vognmændene i konkursen,” siger Søren Simonsen.

Hvordan kunne det gå så galt – med 400 vognmænd og en anklage om momsbedrageri?

“Den danske del af firmaet var sund, men de datterselskaber, vi ekspanderede med i Norge, Sverige og Grækenland, trak firmaet ned,” siger Søren Simonsen.

Så vognmændene måtte betale for eksporteventyret?

“Ja, desværre. Døtrene trak så at sige moderen ned, for det var ét fælles selskab. Vi var et vækstfirma, der led likvidetsdøden – takket være en timing, der ikke var så god – idet finanskrisen kom,” siger Søren Simonsen.

Hvad har du lært af sagen indtil videre?

“At økonomisk fokus kommer før salgsarbejdet. Og koncentrere sig udelukkende om ét marked,” siger Søren Simonsen.

Så den står ikke på flere eksporteventyr?

“Altså, der findes ikke taxireklame i Norge og Sverige – vildt, ikke? Men på den korte bane er der ingen planer om at gå uden for Danmark. Men spørgsmålet er, om det også gælder om 1-2 år,” siger Søren Simonsen.

Det er ikke lykkedes at få kontakt med hverken kurator eller Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), som har sagen om momsbedrageri.