Reklameskat vil koste forbrugerne op til 3000 kroner om året

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs om ny rapport, der anslår, at afgift på reklametryksager vil betyde at fødevarer stiger med 5-6 procent. Læs også om, at internetvirksomheder har vind i sejlene, men svært ved at finde udviklere.

Der har været meget debat om effekten af regeringens bebudede afgift på omkring 400 mio. kroner på reklametryksager.

Nogle mener, at det vil betyde højere fødevarepriser, mens andre – blandt andet to reklamedirektører – mener at det lige så godt kan betyde lavere fødevarepriser.

Nu kommer så en rapport, der bruger Østrig som sammenligningsgrundlag.

Rapporten, der er fra konsulentvirksomheden Copenhagen Economics konkluderer, at hvis man overfører erfaringerne fra Østrig til danske forhold vil det betyde, at prisen på fødevarer i Danmark kan stige med op til 5-6 procent. Svarende til en merudgift på 2.500-3.000 kroner om året for en dansk børnefamilie.

Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl, mener dog ikke, at erfaringer fra Østrig uden videre kan overføres til danske forhold, men han pointerer, at hvis der bliver tale om prisstigninger på 5-6 procent, er det helt uacceptabelt.

Danske Banks privatøkonom Las Olsen er overrasket over rapportens tal:

“Det er et meget voldsomt beløb, som er meget tæt på at være af samme størrelsesorden som den skattelettelse, der var i 2010. og det er meget mere end udgiften i det energiforlig, som netop er indgået”.

Skatteministeren mener, at skatten vil betyde at detailhandlen tager andre reklamemetoder i brug end tilbudsaviser, f.eks. individualiserede bannerreklamer på nettet og øget brug af e-mail. (Børsen p. 22-23).

Positive takter i IT-virksomheder

I IT-branchen er krisen afløst af en tro på fremtiden. På bare eet år er der kommet 1.000 nye IT-arbejdspladser.

Hedal Kruse og Brohus, der laver nethandelsløsninger, er en af de virksomheder, der har haft en tilgang af medarbejdere. I løbet af de seneste tre år har IT-virksomheden fordoblet antallet af ansatte til cirka 50.

Og hos Issuu, der har en digital platform til distribution af magasiner, er antallet af IT-ingeniører vokset fra otte til 24 inden for det seneste år.

Men ifølge direktør Lars Hedal fra Hedal Kruse Brohus er det svært at finde kvalificerede softwareudviklere i Danmark og derfor er virksomheden gået sammen med en række andre virksomheder på Fyn med det formål at rekruttere fra Sydeuopa.

Også Michael Arnoldus, udvikleransvarlig i Issuu, siger til Berlingske, at det er svært at finde dygtige frontend-udviklere. Derfor overvejer man opkøb af virksomheder, der har den type ressoucer man har brug for (Berlingske Business, p. 17).