Søren Parup, en af reklamebranchens grand old men, fylder lige om lidt 70 år og har i den forbindelse skrevet en spændende, humorfyldt og letlæst bog om sine mange, mange år i reklamebranchen.
Den rummer indsigter som man skal være en koldhjertet skiderik for ikke at nikke anerkendende til, og selvom hans mange erfaringer sættes fint ind i en moderne kontekst, så er det naturligvis mest en bog om en tid der var. Og det store spørgsmål “…og hvorfor skal jeg så læse den?” (ja, dig) vil jeg hermed forsøge at give et svar på.
Lad mig først fortælle at jeg selv har arbejdet med Søren og måske derfor kan opfattes inhabil til at skrive en anmeldelse. Men måske netop derfor, fordi jeg kender ham, læser jeg også alt det der står imellem linierne. Der står en del.
Og den del handler om en stor kærlighed til branchen. Muntre beretninger om en stor personlighed, med et lige så stort ego, der på godt og ondt har raget rundt i branchen, som en lykkelig elefant i en glasbutik, der var bygget til at kunne tåle mosten.
Første del af bogen er en kort beskrivelse af Parup’s barndom og retrospektivt spotter man tidligt hvorfor det gik som det gik.
Dengang det var et håndværk
Fagligt interessant bliver det, når han starter på Kunsthåndværkerskolen i 1968. Her får man et fint – og ganske underholdende – indblik i tidens grundighed og fornemmelsen for håndværk. Nåja, nu var der rent faktisk også, i bogstaveligste forstand, et håndværk dengang. De færreste lærer i dag at perspektivtegne med en ridsefjer og hvis man gør, så er det fordi man har set en tutorial på Youtube – så er den ged ridset.
Men allerede her begynder man uundgåeligt at sammenligne dengang med nu. Og det er sådan set det fine ved bogen. Og en af grundene til at man bør læse de små 100 sider som bogen udgør.
For Parup har prøvet det meste i reklamebranchen. Lige fra David Ogilvy (som Parup også har haft besøg af) og de andre runkedorer som for evigt forandrede sproget i moderne reklame – til i dag, hvor vi pumper digitale bannere og content ud som aldrig før. Fra håndholdt magi til digital logik, om man vil.
Einstein sagde at “alt har forandret sig, undtagen måden vi tænker på”. Og med det in mente, så skider Parup højt og flot på hvordan teknikken har forandret branchen. Det handler nemlig stadig om kommunikation mellem mennesker og virksomheder. Bum. Der er en “luk røven og kom igang” attitude i bogen, som både er inspirerende og vedkommende.
Mere relevant end nogensinde
Er det så en “da-farfar-var-dreng-bog?” Åh ja! Det er en erindringsbog, for pokker. Det pudsige er bare, at den lige netop derfor er mere relevant end nogensinde.
Ved at tage os igennem dansk reklames guldalder, hvor Parup i en ret ung alder blev kreativ direktør for Young & Rubicam, via tiden i Courage!, til de spiddende beretninger om de jysk/sjællandske kulturclash og perioderne som freelancer og alt derimellem, får man et levende billede af hvad vores branche har været for en størrelse.
Folk som Parup opførte sig – og blev betragtet som – rockstjerner. Evigt jagtende den store idé, ernæret af lysten til at lade reklamen bidrage til festen og vores allesammens kulturforståelse. Intet mindre.
Parup beskriver for eksempel hvordan han var med til at starte Creative Circle, sammen med en række af branchens største personligheder. Jeg tror nok at der dengang var markant færre kategorier ved CCA – for det var alene tænkt som en hyldest til den store idé. Kreativiteten.
Igen spejler man som læser datid med nutid og tænker på hvordan det er i dag, når en forpustet conferencier, med rullende øjne skal løfte sløret for dette års vinder i kategorien “vandret-btc-banner-med-indbygget-festlig-animation-og-tilhørende-landingpage-uden-købeknap”, hvor vi som jurymedlemmer ikke engang kan kende forskel på hvad der er op og ned.
Jaja, det skal der også være plads til, men den store idé, den som fik taletid hos publikum, var udgangs- og omdrejningspunktet. Og som sådan fremstår Parup’s beretninger som en kærlig reminder til os allesammen om at huske på hvad det hele drejer sig om. Kreativ, effektiv kommunikation. Hverken mere eller mindre.
I dag underviser Parup, sammen med blandt andre Henning Carlsen og Poul Mikkelsen, på Skolen for Visuel Kommunikation. Jeg og mine partnere har selv ansat et par af deres elever, og man mærker at de har fået banket noget uvurderligt ind i hovederne, noget af den dér magi, som faget trods alt rummer.
Tegn ikke den nøgne kvinde
Om dengang Parup selv var elev, på Kunsthåndværkerskolen, skriver han blandt andet:
“Jeg husker ganske tydeligt en af de første gange vi skulle have croquis.
Pludselig stod der en svulmende nøgen kvinde foran os.
Hvorefter Kühn sagde:
”I skal se på rummet udenom. Det er det I skal tegne.
Det der er rundt om modellen. Luften. Mellemrummene.
Så kan I altid lægge skygger og detaljer på bagefter.”
Det er jo fuldstændig rigtigt. Det kan ikke nytte at starte med en brystvorte – uanset hvor tillokkende, den ellers er.
Jeg har senere erkendt, at det også er sådan, når man skal skabe ideer og koncepts til reklamekampagner. Man skal se på det der er udenom.
Hvis man starter med et lille hjørne af produktet, bliver det aldrig til noget stort.”
Citatet er et godt eksempel på Parup’s befriende enkle tilgang til kommunikation. Livet er enkelt. Og her skal man jo huske på, at der ikke er nogen som voksne mennesker – og kommunikationsfolk – der kan gøre selv den simpleste ting meget kompliceret.
Men der ligger en stor sandhed i at man ikke skal starte med brystvorten. Simple as that. Måske vi i dag skræmmes af den umiddelbare enkelhed? Det er som om, at hvis vi ikke gør tingene vanskelige, så kan vi ikke bevise vores egen dygtighed og formåen. Men det er jo… bullshit.
Reklamebranchen har altid været fuld af bullshit. Der er altid et eller andet nyt, som bliver udråbt til Det store dyr i Åbenbaringen. Noget der trender. En ny metode, som kan dissekere det hele for det halve. Men det er altsammen brystvorter. Der er ikke nogen nem måde.
Vores branche skal derfor værdsætte dem, som har modet til at sige “…men de har jo ingen bukser på”. For vi er til stadighed nødt til at ofre os selv, udvise engagement og empati for vores publikum. Længere er den ikke, uanset hvor stærkt alting udvikler sig. Og det er dét man sidder tilbage med, efter at have læst “The sky is not the limit. The ground is”.
Karrikeret billede
Parup skriver som elegante kultegninger: det er sort/hvidt, forståes. Computere er elektriske skrivemaskiner, jyder tænker kun på penge, mediebureauerne har overtaget branchen og alting var sjovere i firserne. Det er helt bevidst karrikeret og ret provokerende. Men også befriende, fordi der jo gemmer sig sandheder i det. Lidt ligesom vi alle ved at svenskere er fulde, skotter er nærige og afrikanere har sto…
Ja, du ved hvad jeg mener. Den slags verdensbilleder er forenklede, men danner alligevel grobund for muntre provokationer, hvor vi gennemskuer hensigten.
Vil du se dig selv og din branche fra Parup’s flyvemaskine og måske blive mindet om hvad det er vi i virkeligheden render rundt og laver – og det kan jo sådan set være ganske sundt engang imellem – så anbefaler jeg stærkt at du henter bogen.
