Republica opruster nu på et område, som man har kaldt Retail Impact, og i den forbindelse har man ansat en ny direktør, som er fundet hos Nørgård Mikkelsen.
Der er tale om Jan Kristensen, der har en fortid som stifter af 141 samt kontaktdirektør og partner hos Nørgård Mikkelsen. Senest kommer han fra et job som direktør hos bureauet Anthill Agency.
Retail Impact er ikke et nyt forretningsområde for Republica, der senest har rekrutteret Danske Spil på netop denne konto. Det er bureauets opfattelse, at såvel detailhandlen som leverandører til detailhandlen i stigende omfang efterlyser rådgivning med kompetence og kant indenfor alt lige fra kanalstrategi, købsadfærd og brand activation til nye butikskoncepter, private label-koncepter og udvikling samt lancering af nye produkter.
Derfor får området nu tilført nye ressourcer — og meget mere fokus.
Det bliver Jan Kristensens primære opgave at udnytte, supplere og komplementere bureauets samlede indsigt i detailhandlen. Han får titel af direktør for Retail Impact og vil indgå i den samlede bureauledelse.
”Jeg mener, at Republica i kraft af vores erfaring og kundeportefølje har en særlig indsigt i, hvad der skal til for at skabe salg og effekt i detailleddet. Denne kompetence vil vi gøre endnu stærkere. Sådan håber vi at skabe en endnu stærkere platform, hvorfra vi kan rådgive detailkunder om butiks- og produktkoncepter—og leverandører om at skabe størst mulig effekt i butikker og kæder,” siger adm. direktør Kenneth Pedersen, Republica i en pressemeddelelse.