Under en krise er der brug for fleksibilitet på personaleomkostningerne. Det får nogen ved øget brug af free-lancere, men hos Reputation har man valgt at konvertere faste stillinger til tidsbegrænsede.
“Ved at konvertere medarbejdere til tidsbegrænsede kontrakter har det givet en større fleksibilitet for driften. Konverteringen er sket i forbindelse med genbesættelser efter naturlig afgang eller blot ved ekspansion, siger adm. dir. Alexander Peitersen og tilføjer, at ikke alle nye ansættelser er tidsbegrænsede
F.eks. er ansættelsen af den nye digitale planner en almindelig fastansættelse.
“Men en større andel af kortere projektansættelsesaftaler har givet et bedre match med kundernes budgetvirkelighed,” siger Alexander Peitersen.
Han hører dog ikke til de bureaudirektører, der har mest grund til utilfredshed. Bureauet har godt nok oplevet et fald, men det har ikke været markant, og bundlinjen holdt sig på et niveau kun lidt under rekordåret i 2008.
“Trods tiderne oplever vi fortsat en lokal og global efterspørgsel rettet imod vores særlige måde at tænke strategi og kreativitet på. En måde, der kommer mere og mere til udtryk digitalt. Vi fik endnu flere digitale projekter i 2009 bl.a. et par større europæiske projekter, og har derfor her i 2010 valgt at opruste yderligere på den front,” siger Alexander Peitersen.
Ambitionen for 2010 er at vende stagnation til vækst.
“Man skal være lidt forsigtig med store udmeldinger i disse tider. Men det er klart vores mål atter at øge vores bruttoavance. Vi skal ud og vinde endnu flere kunder herhjemme og i udlandet,” siger Alexander Peitersen.
Nøgletal for Reputation
- Bruttoavance 26,052 mio. kr. (29.748) -12,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 898.345 kr. -3,4 pct.
- Lønandel 60 (57)
- Resultat af primær drift 4.645 mio. kr. (5.391).-13,8 pct.