Det kan synes mærkeligt at være tilfreds, selvom regnskabet viser et fald i både bruttoavance og overskud.
Men når markedet har været hårdt, og mange reklamebureauer har oplevet fald, så kan man godt tale om, at Robert/Boisen & Likeminded landede på benene. Overskudsgraden er fortsat fornuftig og man er kun blevet en enkelt mindre på medarbejdersiden.
“2012 blev et år under middel for Robert/Boisen. Vi vælger alligevel at kalde det tilfredsstillende, for alt over 10% i overskudsgrad i sidste års vanskelige marked må være acceptabelt. Stort set alle bureauledere, jeg har talt med, oplevede en pludselig opbremsning i aktivitetsniveauet i andet halvår, og at mange kunders nyudvikling blev sat helt i stå,” siger adm. dir. Kim Boisen og fortsætter:
“Kunderne skar måske ikke i deres mediaspend, men genbrugte i stor udstrækning eksisterende materialer i stedet for at udvikle nye. Det er klassisk kriseadfærd og nok også en af forklaringerne på, at mediabureauerne ikke blev så ramt sidste år.”
Kim Boisen fremhæver desuden et enkeltpunkt, hvor bureauet har oplevet en postiv udvikling.
“På positiv-siden oplevede vi en stigende interesse for mere utraditionelle, “Earned media”-genererende løsninger med et stærkt digitalt islæt, hvor vi har fokuseret vores kompetencer de senere år. Så det er nok en af grundene til, at vi trods alt landede på benene i et utroligt udfordrende 2012,” siger Kim Boisen.
Nøgletal for Robert/Boisen & Likeminded
Incl. Gobsmack
- Bruttoavance 21,154 mio. kr. -15,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,113 mio. kr. -10,8 pct.
- Lønandel 62,2 (55)
- Resultat af primær drift +2,879 mio. kr. -54,8 pct.