Reklamens evne til at vække følelser bliver demonstreret på en helside i dagens Berlingske. I det aktuelle tilfælde dyb skuffelse.
Musikanmelder på avisen, Jeppe Krogsgaard Christensen, har skrevet et åbent brev til Nick Cave, som bliver skældt huden fuld for at have givet Jack & Jones tilladelse til at bruge sangen We real cool i ”en reklame for stangtøj”.
Brevet indledes med en afgrundsdyb beundring og respekt for Nick Cave – og så meget desto større var overraskelsen og sidenhen skuffelsen over, at den kompromisløse kunstner sælger ud.
”Et sted har jeg læst dig sige, at du ikke ønsker, at de folk, der har haft en stor oplevelse med en af dine sange, og måske har fået en af dem spillet til en vens begravelse, en dag skal høre dem i en reklame,” skriver Jeppe Krogsgaard Christensen, der mener, at sangen i reklamen undergraver alt, hvad Nick Cave står for.
Han, altså Jeppe Krogsgaard Christensen, tilføjer, at ”Rock er også kontekst”;
Sammenhængen, sange iscenesættes i, er afgørende. Har man haft et skænderi med sin kone til lyden af en sang, kan man ikke holde ud at høre på sangen nu, fordi den minder om skænderiet.
”På samme måde virker din sang i reklamen. Den er blevet sat ind i en sammehæng, som ikke har en anden ambition end at tjene penge til en tøjhandler.”
Brevskriveren understreger, at han ikke er purist. Han reagerer skarpt, fordi han kender Nick Cave via interviews med manden og via Caves albums og romaner samt biografer om ham.
”Du har solgt ud din kunstnersjæl og svigtet din sang og dine fans for at tjene flere penge” hedder det i brevet, som Jeppe Krogsgaard Christensen tror kunne være ”skrevet af mange andre af dine fans, Nick. Eller måske mere præcist: Tidligere fans”.
(Berlingske Kultur, p. 9)
Af de 5 aktuelle Jack & Jones-film, er der Nick Cave-musik i 2 af dem – blandt andet denne.