Ronnie Job træder ud på sidelinjen i Adpeople

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

For 14 år siden stiftede han Adpeople sammen med sin kone Eli. Det blev en enestående succes. Nu vil han prioritere anderledes i sit liv og har forladt dagligdagen og ledelsen i bureauet.

Bøgerne hober sig op hjemme hos Ronnie Job. Vel og mærke ikke de ulæste. For han har efter 14 år som succesfuld iværksætter fået mere tid til eftertænksomhed og ikke mindst udnyttet de rammer salget af AdPeople har skabt for ham og familien.

Ronnie Job har nemlig forladt dagligdagen i Adpeople samt hans officielle forpligtelser som CEO. Ronnie Job er fortsat med-ejer af bureauet som han er stifter af og har været i spidsen for i alle årene så han forventer derfor også at fortsætte med at komme ind på bureauet, når der bliver kaldt på ham.

Ronnie Job vil fortsat være til rådighed for Saxo Bank og andre kernekunder. Samtidig har han fortsat en væsentlig rolle i relation til det nu 300 mand store setup i Dhaka, Bangladesh.

Men han har forladt ledelsen og overladt den endegyldigt til sin højre hånd gennem de sidste mange år, Emre Gürsoy, som siden maj 2012 har haft ansvaret for at lede den kommercielle drift af Adpeoples 9 kontorer globalt.

“Emre og jeg har arbejdet sammen siden 2003, så Emre kender bureauet ud og ind. Globaliseringen af Adpeople og den seneste udvidelse af bureauets internationale kundekreds samt opgradering af bureauets talentmasse er i høj grad Emres fortjeneste. Han har både drivet til at gå i krig med branchens store udfordringer og samtidig sikre, at der bygges videre på de kvaliteter, der er skabt,” siger Ronnie Job og fortsætter:

“Det har været 14 fantastiske år siden jeg sammen med min kone Eli stiftede bureauet. Men jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg gerne vil prioritere anderledes end et lederjob i et internationalt bureau tillader. Det gælder ikke mindst samvær med min familie men også tid til både sport, eftertænksomhed og fordybelse. Jeg sidder ikke bare og læser skønlitteratur men fordyber mig også i analyser og rapporter.”

Ronnie Job og Adpeople er en enestående succes i den danske bureauverden. Bygget op af ingenting siden 1999 med Jan Duckerts People Group som makker.

Den dengang 30-årige Ronnie Job var vendt hjem fra Californien og et job hos Oracle og havde nogle ideer omkring et teknologidrevet bureau. Han fandt frem til Jan Duckert, der lod sig overbevise om, at her var en ung mand med nogle ideer, der var værd at satse på.

Filosofien bag People Group var at satse på mennesker, og det var et koncept, der skulle vise sig at holde.

Ronnie Job skulle bruge nogle computere og fik fat i Dell. Her lykkedes det sælgeren at sælge nogle computere – men samtidig fik Ronnie Job fat i Dell som kunde. Først med nogle små opgaver – men resten er historie.

Adpeople endte med at vokse eksplosivt i takt med at man fik mere og mere arbejde for Dell – bl.a. baseret på Ronnie Jobs ideer om at automatisere alt hvad der kunne automatiseres. På den måde kunne Adpeople håndtere markedsføring for Dell i mange lande og på mange sprog ekstremt omkostningseffektivt.

Da WPP i 2007 vandt Dell globalt blev resultatet ikke, at Adpeople mistede kunden – derimod at WPP købte Adpeople, som blev del af et nyt bureau med Dell som den store og grundlæggende kunde. Det blev i en kortere periode kaldt for Enfatico, men over tid blev det fortsættende brand imidlertid Adpeople. Og AdPeople fik hen ad vejen også tilføjet Worldwide idet bureauet i dag er et lille, men nok måske det eneste globale netværk styret ud af København – nu med Emre Gürsoy alene i spidsen globalt og Sille Stener som ny administrerende direktør i København.

For Ronnie Job er fremtiden fuldstændig åben.

“Jeg har haft 14 fantastiske år og det bedste job jeg kan forestille mig i bureaubranchen. Men nu vil jeg som nævnt gerne prioritere anderledes i mit liv – og så vil jeg have et åbent sind. Vi lever i en spændende verden, hvor mange ting forandrer sig – det kan give nogle helt nye og anderledes muligheder, og jeg vil tillade mig at udnytte min frihed til at lytte og opleve. Hvor det bærer hen, må tiden vise – men lige nu vil jeg koncentrere mig om familien og fordybelsen,” siger Ronnie Job