Norske Media Bergen vil gerne gøre sig inden for panskandinavisk reklame som alternativ til de amerikanske bureaukæder. Men selvom selskabet ejer en lang række bureauer, så faldt det et skridt tilbage i Danmark tidligere i år.
Her gik Cox Copenhagen nemlig konkurs.
Det har man så fundet en løsning på nu. Media Bergen har købt 20 pct. af Rosenstand & Kyllebæk, der også allerede er flyttet ind i Sankt Annæ Passage i København, hvor Media Bergens andet danske bureau, PR-bureauet Effector, i forvejen holder til.
Desuden er der etableret samarbejde med digitalbureauet PurpleCow og analysevirksomheden Integrator. Endelig forhandles der i øjeblikket med øvrige relevante partnere for at skabe et hus, der kan levere såvel specialiseret som integreret kommunikation.
Rosenstand & Kyllebæk havde i seneste årsregnskab en bruttoavance på ca. 5 mio. kr. – en svag tilbagegang i forhold til 2011. Regnskabsåret er skævt – fra 1. juli til 30. juni.
Media Bergen tæller reklamebureauerne Oktan, Saatchi & Saatchi Norge, Cox i Norge samt Svensson i Sverige, digitalbureauet Keyteq, analysebureauet Respons og kommunikationsbureauerne Nor PR og Effector.
Media Bergen er et af Norges største kommunikationshuse – med Oktan som den største gruppe. Cox Copenhagen havde da også Oktan som binavn.