Royal Unibrew lagde i mandags en reklamefilm på nettet, hvor de har gjort brug af både forklædninger og skjult kamera.
Gæsterne på spillestedet Gimle i Roskilde troede, at de var kommet til koncert med upcoming bands, bl.a. et ukendt et, der hed Slow Rampage. Da det viste sig, at det i virkeligheden var DAD, der var klædt ud, fik koncertgæsterne en oplevelse, de ikke lige havde regnet med.
Eventet blev filmet med skjulte kameraer og det færdige resultat blev lagt på Youtube i mandags, hvor filmen indtil videre har haft over 30.000 unikke views.
Eventet var en del af Royal Beers ’Tak Rock’-kampagne og bag oplægget står DDB Copenhagen, som havde foresået enten en video reklame eller en reklamefilm til tv, men det ender med begge dele.
”Efter at have set DDBs oplæg bestemte vi os for, at vi både kører med en selvstændig webfilm og en mere klassisk TVC i år. Eventet gik jo ud over al forventning, og vi har fået en fed film, der kan florere derude. Og så har vi fået en hel del presse på både eventet, men også release på filmen i mandags.” Lars Mejlgaard, Group Marketing Manager Beer, Royal Unibrew.
TV-reklamen får premiere primo februar både i biografer og på tv, men her er DAD ikke forklædt. I stedet spiller de sammen med deres egne cover bands.
”Tematikken i tv-reklamen er spilleglæde og inspiration. De fleste talenter starter med at efterligne deres idoler. Det viser vi bl.a. gennem DADs egne coverbands og når de jamer med selveste stjernerne.”, fortæller Rasmus F. Jensen, der er tekstforfatter hos DDB.
Royal Unibrew lancerede i sin tid ’Tak Rock’ for at støtte danske rocktalenter og give målgruppen mulighed for at opdage ny dansk rock. Derfor er markedsføringen rettet mod det segment, der elsker rockmusik og rockkoncerter.