Det er stærkt kritisabelt, at TV 2 har plastret gader og stræder til med mandshøje plakater af en storrygende Mille Dinesen i titelrollen som læreren Rita’ i den tv-serien af samme navn.
Sådan lyder reaktionen på plakaterne fra Kræftens Bekæmpelse i mandagens metroxpress.
Den populære og smukke skuespiller holder på plakaterne en tændt cigaret, mens røgfanen samler sig i en røg-glorie over hendes hoved.
“Vi er stærkt imod plakater som denne. Amerikanske undersøgelser viser, at en tredjedel af børn og unge, der udsættes for promovering af denne slags, har større risiko for at begynde at ryge,” siger Per Kim Nielsen, projektchef for ‘Børn, unge og rygning’ i Kræftens Bekæmpelse. Han tilføjer:
“Som kendt personlighed optræder man som forbillede for børn og unge, og det er vigtigt, at man sender de rette signaler. Der ligger et etisk ansvar hos både skuespiller og tv-redaktion.”
Lotte Lindegaard, kanalchef på TV 2, mener, at plakaten er uskyldig.
“TV 2 vil selvfølgelig ikke opfordre til rygning. Rita er en fiktionskarakter. Hun er politisk ukorrekt og træffer ofte de forkerte beslutninger, men kæmper også for det gode. Det er det, kombinationen af rygning og glorie skal vise. Vi mener, at danskerne kender til og holder af denne dobbelthed efter at have set første sæson af serien,” siger hun til metroxpress.
Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører for Liberal Alliance og erklæret modstander af ‘Big Mother’-samfundet, er enig.
“TV 2 har fuld kreativ frihed. Det er tid til at gøre op med den overdrevne politiske korrekthed. Det har simpelthen nået et hysterisk niveau,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
/Ritzau