Rygter ramte forkert: OMD vandt budget på 7 mia. kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

WPP blev for et par uger siden udpeget som vinderen af Vodafone’s globale budget. Det blev ikke tilfældet.

For et par uger siden skrev Brandrepublic og Mediaweek, at WPP Group’s Team Vodafone, der håndterer kreativt arbejde for selskabet, også stod til at vinde det globale mediebudget til ca. 7 mia. kr..

Men der var gjort regning uden vært.

Nu har Vodafone, der er verdens største teleselskab, meddelt, at man konsoliderer mediebudgettet hos OMD.

OMD håndterer Vodafone på mange markeder, og blev derfor udråbt som den store taber for et par uger siden. Nu blev de så i stedet den store vinder, mens Aegis bliver den store taber.

Bureauet vandt tilbage i januar UK-budgettet til en værdi af 4-500 mio. kr. – men taber det altså allerede igen.

OMD skal nu arbejde for Vodafone i omkring 20 markeder. Afgørelsen forventes ikke at have konsekvenser for Danmark. Her har OMD Telenor på kundelisten.