Rynkeby har valgt MSLGroup Danmark som nyt PR-bureau. Det sker efter et prøveforløb i forbindelse med relanceringen af Rynke.
”Oven på prøveforløbet var det naturligt for os at forlænge aftalen og indgå en fast samarbejdsaftale med MSLGroup,” siger nordisk marketingdirektør hos Rynkeby, Jørn Falk.
Ambitionen hos Rynkeby – og dermed opgaven for MSLGroup – bliver at styrke den danske markedslederposition og skabe fornyet kendskab til såvel aben Rynke, nye produkter og Rynkeby generelt.
Samarbejdet dækker både produkt-PR og kampagner, samt generel corporate kommunikation. MSLGroups opgave lyder på at skabe en kommunikationsplatform, der samler fortællingen omkring virksomheden Rynkeby, produkterne og ansvarlighedsinitiativerne.
”Vi skal ganske enkelt genkendes og huskes af de danske forbrugere, både når det kommer til juice, nektar og saft, men også i høj grad for vores sundheds-og ansvarlighedsprojekter, hvor vi i høj grad har fokus på økologi og CSR-initiativer – herunder Team Rynkeby” siger Jørn Falk.
Hos MSLGroup siger manager i MSLGroup, Marie Honoré, i en pressemeddelelse:
”Vi kommer til at arbejde med alt fra produktlanceringer til samfundshistorier og samfundsengagement på tværs af traditionelle og digitale kanaler. Så vi kommer til at bruge alle de værktøjer, vi har i huset”.
Hos Rynkeby bekræfter Jørn Falk billedet med værktøjer, der kommer i brug:
”Vi har en masse spændende, nye lanceringer i ærmet, som vi glæder os til at lave en masse PR på,” lyder løftet fra kunden. Det nye samarbejde betyder samtidig et farvel til samarbejdspartneren gennem otte år, Mannov.
Rynkebys reklamebureau er Nørgård Mikkelsen.