Så bøjede Gallups ledelse sig

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

WPP på vej til at blive verdens næststørste analysefirma efter, at TNS Gallups ledelse nu anbefaler buddet på selskabets aktier.

TNS Gallups ledelse har længe kæmpet imod WPP Groups bud på køb af analysefirmaets aktier.

Man har fastholdt en anbefaling af at sige nej tak, fordi man anså buddet for at være for lavt, og længe så det ud til, at ledelsen havde godt fat i aktionærerne. Kun ganske få var klar til at sælge, og WPP måtte flere gange forlænge fristen.

Om det var finanskrisen der gjorde forskellen, skal være usagt, men pludselig i sidste uge kom der skred i tingene.

WPP gjorde det klart, at der ikke ville komme et højere bud, og samtidig meldte man ud, at 75 pct. af aktierne ville være tilfredsstillende samt at man planlagde at fjerne selskabet fra Børsen.

Ved udgangen af fristen i fredags var der accept fra 60 pct. og man udnyttede muligheden for endnu en forlængelse frem til i morgen.

Og nu har man så fået anbefaling fra TNS Gallups ledelse, fortæller Brandrepublic. Bl.a. som følge af, at de aktionærer, der ikke siger ja, risikerer at stå med nogle aktier i et ikke børsnoteret selskab.

WPP’s topchef, Sir Martin Sorrell, ser således ud til endnu engang at komme sejrrigt ud af en opkøbs-situation. WPP er verdens næststørste reklamegruppe og med en overtagelse af Gallup bliver firmaet verdens næststørste analysefirma – kun overgået af amerikanske Nielsen.

I Danmark er WPP den klart største reklamegruppe og er nu også på vej til at blive det største analysefirma.