Sådan kan kreativitet bruges: Lille bureau hitter med børnebog

Peter Engholm
25@mail.dk

Et bureau er blevet sit eget forlag – et andet har udviklet sin egen cyklisme app.

“Vores kreative direktør havde skrevet og tegnet en bog, som med fordel kunne fortælles på en iPad. Men efter at have været i dialog med flere forlag, stod det klart: Forlaget skulle have 90 pct. af indtægterne, og vi skulle levere det hele – inkl. koder og app. Og så kunne vi jo lige så godt være forlægger selv,” siger Lars Toft, adm. direktør i Small Copenhagen.

Det er baggrunden for Oscar og Olivia på rumeventyr, der er skrevet, tegnet og oplæst (i den danske version) af Thomas Mygind Christensen.

Og bogen er et hit: Den har de seneste 14 dage ligget nr. 1 på boglisten for “Top Paid iPad Apps” i Danmark.

“Førstepladsen er kommet i hus uden anden markedsføring end at gøre vores respektive Facebook-venner opmærksomme på bogen. Vi vil gerne – med et bureaus kendskab til virkemidler og storytelling – udfordre den gængse forretningsmodel, og det er tankevækkende, at vores førsteplads er kommet i samme periode, hvor etablerede forlag har lanceret to titler inden for samme koncept,” siger Lars Topft.

For en måned siden fortalte vi om et cuphanger-koncept, I selv havde udviklet. Hvordan går det med selve reklamebureau-forretningen?

“Det går godt – vi har f.eks. godt fat i både offentlige og halvoffentlige kunder. 75 pct. af tiden dyrker vi de opgaver, der lander på vores bord. Og 25 pct. af tiden arbejder vi målrettet med vores egne kreative projekter. Det frigør faktisk noget energi, som vi kan overføre til de førstnævnte opgaver,” siger Lars Toft.

Et andet bureau, der også har godt fat i offentlige kunder, er Aros Kommunikation i Aarhus. Også her gik innovationen i gang på egen hånd – for der manglede noget.

“I forbindelse med vores cyklismefremmende aktiviteter manglede vi et kampagneværktøj, der dels kan øge movitationen og belønne aktivitet, dels afdække transportvaner og -mønstre. Et værktøj, der er i tråd med tidens self-tracking,” siger Line Berg-Stærk, chefkonsulent og partner i Aros Kommunikation.

Resultatet er blevet ONtheMOVE – en app, som bureauet har udviklet sammen med Veksø og Attention8, der har indsigt i hhv. mobilitet og teknik. Og trekløveret ejer i fællesskab rettighederne til app’en, der via smartphonens GPS gør det let at koble fysisk aktivitet med indhold på en hjemmeside, så man både får overblik over egen indsats og sammenligner sig med andre.

Det lyder Endomondo-agtigt – hvorfor ikke bare bringe dét i spil?

“De ressourcer, vi skulle bruge på at arbejde med Endomondo, valgte vi at bruge på at udvikle vores eget værktøj. Det har en mere simpel funktionalitet – primært en start-slut funktion, så vi lægger op til, at brugeren går ind på det kampagne-site, hvor man f.eks. kan se sin tilbagelagte cykelrute på et kort og følge med i den konkurrence, man selv – eller sit hold – har mod andre. App’en kan også pushe beskeder, når du kører ind i bestemte zoner,” siger Line Berg-Stærk.

App’en testes i cyklisme- og pilot-projektet “Se Mig” i Middelfart.