Sådan ville gamle reklameklassikere se ud i den digitale verden

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hvordan ville nogle af verdens bedste reklamer fra 60’erne og 70’erne se ud, hvis de skulle bruges i dag. Det handler Googles Project Rebrief om, og de to første er klar.

Hvis reklamefolk i 60’erne og 70’erne havde haft de teknologiske muligheder, vi har i dag, for at forene en reklamefilm med digitale elementer, hvordan ville kampagnerne så se ud?

Sådan noget lignende må Google have tænkt, da de gik i gang med Project Re:Brief, som går ud på at bruge de digitale muligheder som opfølgning på en klassisk reklamefilm.

I første omgang er det de to reklamefilmsklassikere, Coca Colas ‘Hilltop’ fra 1971 og Volvos ‘Drive It Like You Hate It’ fra 1962, der har fået en digital vitaminindsprøjtning.

Og det er ikke hvem som helst de får hjælp fra. De reklamefolk, der stod bag de oprindelige reklamefilm, er med i briefingen om at bruge den nye teknologi til at tilføje interaktive og sociale elementer til den gamle reklamefilm.

Bag Coca-Colas berømte reklamefilm, hvor et kor af unge fra hele verden står så smukt på en bakketop og synger:’ I’d like to buy the world a Coke’, står Harvey Gabor (Se filmen her).

Og samarbejdet mellem ham og Google førte til en kampagne, hvor man fra eet sted i verden kunne købe en cola og give den til een et andet sted i verden. (Se kampagnen her).

Der blev nemlig sat en Coca-Cola maskine op i 4 byer i henholdsvis USA, Sydamerika og Sydafrika og så kunne enhver via sin mobiltelefon og Google Maps betale for og sende en gratis cola til en tilfældig person, der netop gik forbi automaten i det øjeblik, colaen dumpede frem. Via mobil og video kunne afsender og modtager udveksle mobil- og videohilsner.

Den anden klassikker, Volvos film fra 1962: ‘Drive It Like You Hate It’, er kreeret af Emil Gargano (Se filmen her).

Filmen introducerede dengang Volvo på det amerikanske marked. Og den blev introduceret som en bil, man kan køre som om man hader den, fordi den var så sikker.

I rebriefingen, fandt man en amerikaner, der har kørt næsten 3 mio. miles i den samme Volvo, som han har haft siden 1966. Og den interaktive kampagne går blandt andet ud på at man i real-time kan følge Irv Gordon, som han hedder, på sine køreture igennem 50 år. Helt tilbage fra dengang han kørte 260 miles til sin første date.

Derudover kan man selv planlægge romantiske køreture eller en familietur via Google Maps og naturligvis finde de forskellige Volvo-forhandlere (se kampagnen her).

Endnu to filmklassikere vil blive hægtet op på den moderne teknologi. Avis’ ‘We Try Harder’ samt Alka-Seltzers ‘I can’t believe I ate the Whole Thing’.