Så gik resterne af Par No. 1 også konkurs

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tre konkurser på tre år er resultatet blevet for de to forretningsfolk, der på resterne af Par No. 1 stiftede Reklamebureauet Par No. 1

Underskud og konkurser er to ord, der knytter sig til Par No. 1 navnet. Men måske sættes der nu et endegyldigt punktum – i hvert fald på det danske marked.

I hvert fald er der netop afsagt konkursdekret over resterne af det selskab som blev stiftet for tre år siden for at overtage aktiviteterne i Par No. 1 under navnet Reklamebureauet Par No. 1.

Forud var gået et par år, hvor det oprindelige Par No. 1 havde givet massive underskud. I sommeren 2011 gik det så konkurs, og et par viborgensiske rigmænd, Niels Heuer og Kim Nielsen, overtog aktiviteterne, der også omfattede Reklamebureauet Os i København. Det blev dog aldrig en succeshistorie.

Efter få måneder sendte de Reklamebureauet Os i konkurs, mens det første regnskab for Reklamebureauet Par No. 1 fulgte op på traditionen fra det gamle Par No. 1 og leverede et kæmpeunderskud på 4,4 mio. kr. ud af en estimeret bruttoavance på små 5 mio. kr.

Det oprindelige Par No. 1’s øverste chef, Jørgen Hansen, har været med hele vejen – og i en periode også været direktør for det nye Par No. 1. For et år siden fusionerede man så bureauet med et andet Viborg-bureau, Attention, under navnet Paratt, og med Attention-direktør Jens Borved som adm. dir.

Efterfølgende afleverede man så et regnskab med et underskud på “kun” 1,4 mio. kr.

Paratt fik dog ikke nogen lang levetid. For 3 uger siden solgte man aktiviteterne til produktionsbureauet GB Grafisk i Galten og ændrede navnet til Administrationsselskabet af 15. maj 2014.

Det selskab er nu gået konkurs.

Og for så lige at gøre konkurslisten færdig: De nye ejere af Par No. 1 overtog også produktionsselskabet i Riga. Det gik konkurs i slutningen af sidste år.

Den aktuelle konkurs er sket på en egenbegæring, men den er kun en lille uge gammel, og derfor har kurator, advokat Ole Thiel, ikke meget at fortælle.

“Jeg er udpeget af skifteretten og kender ikke selskabet i forvejen, så jeg er nu ved at indsamle fakta på helt sædvanlig vis,” siger Ole Thiel og tilføjer, at han i sine undersøgelser selvfølgelig også vil kigge nærmere på den handel, der blev foretaget for tre uger siden.