Saatchi drosler ned i Danmark

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danmarks næstmest kendte bureau omstrukturerer og strømliner. Det medfører reelt en ny type bureau uden full service og med færre medarbejdere.

Saatchi & Saatchi er Danmarks næstmest kendte bureau – eller bureau-brand, om man vil. Kun Kunde & Co overgår bureauets kendskabsgrad, idet Image-analysen fra MyResearch tidligere i denne uge viste, at 85 pct. af de marketingansvarlige kender Saatchi.

Nu har man imidlertid besluttet at “strømline” bureauet og vil fremover – i København – satse på strategiske partnerskaber i stedet for et full service koncept.

Det betyder, at Stockholm bliver centrum for full service-delen, og og at man i København vil komme til at sige farvel til nogle medarbejdere, mens andre vil blive omplaceret.

”Vi befinder os i en ny virkelighed, som har betydning for hele bureaubranchen: Hvordan vi kanaliserer de kreative ideer, bredden i vores ydelser og særligt den måde, vi kompetencefordeler bureauerne i mellem. Konsolideringen af Saatchi betyder i praksis, at full service-leverancen på tværs af de nordiske lande bliver lagt i Stockholm, mens vi i Danmark får et mere fleksibelt set up, der bygger på strategiske partnerskaber – bl.a. med vores søsterbureauer MSL Group og Prodigious, som vi allerede i dag deler kontor og arbejder tæt sammen med på en række kunder”, siger adm. direktør for Saatchi & Saatchi Danmark, Rikke Wichmann-Bruun i en pressemeddelelse.

De kunder, der fremover bliver serviceret i Stockholm, er Saatchi & Saatchi Københavns nordiske kunder, mens Publicis-kunderne bliver overleveret til Reputation.

Rikke Wichmann-Bruun siger endvidere:

”Omstruktureringen betyder, at vi bliver en mindre – og mere fokuseret – driftsenhed i Danmark. Nogle af vores ansatte rykker til andre Publicis-bureauer, men vi kommer også til at sige farvel til nogle af vores meget talentfulde medarbejdere, og det beklager jeg dybt. Alle har lagt en enorm indsats i at genskabe den energi, vi tabte en smule af i 2012, og leveret solide, kreative løsninger til vores kunder. Derfor er det også mit håb, at vi får lagt puslespillet på en måde, så det rammer færrest muligt”.

Rikke Wichmann-Bruun vil endnu ikke ud med, hvem og hvor mange medarbejdere, som man henholdsvis skiller sig af med og som får job i andre Publicis-bureauer, da puslespillet endnu ikke er færdiglagt.

I skrivende stund har bureauet omkring 20 ansatte. For omkring et år siden skilte man sig af med 7 medarbejdere på baggrund af et halveret regnskab i 2012 efter fem år med fremgang.

Hidtil har ledelsen bestået af et trekløver: Rikke Wichmann-Bruun, der overtog adm.dir.-rollen for knapt et år siden efter Thomas Falck; kreativ direktør Jason Mendes samt strategisk direktør Martin Gjerløff.

Fremover er det kun de to førstnævnte, der vil udgøre ledelsesteamet.

Fra Saatchi & Saatchis kontor i London lyder argumentet for omstruktureringen, at kunderne i dag efterlyser langt flere forskellige produkter lige fra traditionel reklame til sociale medier, community management, events og content og détat levere integrerede kommunikationsløsninger på tværs af platforme – dette vil blive styrket gennem partnerskaber i Publicis-netværket i stedet for en full-service løsning i København.