Denne uge har budt på en fuldendelse af Nokias fald med nyheden om, at Microsoft står til at overtage mobiltelefonerne. Samtidig har Apple på traditionel vis startet opbygningen af hype omkring en eller anden nyhed, og der spekuleres i, at selskabet på tirsdag i næste uge vil præsentere en ny iPhone.
Ærkerivalen – og det andet selskab, der har bidraget til Nokias deroute – Samsung præsenterede så i går en anden nyhed – og et bud på fremtiden. Står det til selskabet, går vi alle snart og kigger på vores håndled i tide og utide.
Onsdag aften præsenterede den koreanske virksomhed således det, som skal være den næste store gadget: Galaxy Gear, der kort fortalt er en smartphone, som er flyttet op i et armbåndsur.
“Det bliver et modeikon,” fastslog en selvsikker chef for Samsungs mobildivision, J. K. Shin, da uret blev præsenteret i forbindelse med den store elektronikmesse IFA, der afvikles i den tyske hovedstad Berlin de kommende dage.
Galaxy Gear fungerer sammen med Samsungs nye smartphones. Og fidusen ved uret, der er lavet i rustfrit stål og kommer i foreløbigt seks farver, er, at man slipper for at tage telefonen op af lommen. Nu foregår det hele i stedet på håndleddet.
“Hvis jeg modtager et opkald, kan jeg lade telefonen blive i lommen, og bare løfte hånden med uret op til øret og så snakke,” fortæller en af folkene bag det nye ur, den indiske IT-wonderkid, Pranev Mistry, der, efter en karriere på det prestigefyldte MIT i Boston, nu står i spidsen for Samsungs Think Tank-team.
Galaxy Gear indeholder de fleste af de funktioner, man normalt finder i en smartphone.
For eksempel vil nye beskeder som e-mails, sms’er, tweets og beskeder fra andre sociale netværk dukke op på urets skærm, når de er blevet sendt til ens telefon.
Den kun godt fire gange fire centimeter store skærm på uret, sætter dog sine begrænsninger for, hvor meget det giver mening at læse.
Når det gælder for eksempel lange e-mails er meningen da også, at man på uret kan se de første linjer af beskeden, og hvis man vil læse videre, må man hive telefonen op fra lommen.
Uret har selvfølgelig også et indbygget kamera, der er placeret i selve remmen, hvilket vil sige, at man fremover kan nøjes med at løfte hånden, når der skal fotograferes. Resultatet kan selvfølgelig straks deles på de forskellige sociale netværk.
Og så er uret stemmestyret, så man ikke behøver at bruge de fedtede fingre, når der skal navigeres rundt.
Samsungs Galaxy Gear rammer butikkerne om en lille måned. Prisen er foreløbig ukendt, men man skal under alle omstændigheder indstille sig på, at man har forholdsvis lidt at bruge uret til, hvis man ikke også har en nyere Samsung smartphone. Eller er villig til at bruge en fire til fem tusinde kroner på en.
/ritzau/