Sandy forværrer reklameindustriens i forvejen magre efterår

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De store bureaugrupper var allerede før superstormen ude med nedjusteringer af forventningerne til 2012. Sandy ventes at koste reklameindustrien over 3 mia. kr.

P&G-ejede Duracell er rykket ud med sine mobile kraftværker – bl.a. til Battery Park på sydspidsen af Manhattan. Her kan folk bl.a. få genopladet deres mobiltelefoner og komme på nettet.

En givet glimrende markedsføring, der da også får omtale på AdAge. Men ellers er der ikke meget godt at hente ud af Sandy for marketing- og reklameverdenen. Efteråret så allerede ud til at blive magert. Det har man oplevet på det danske marked, og de store internationale bureaugrupper har fornylig nedjusteret deres forventninger til hele 2012.

Sandy har ramt en del af verden, der fylder meget i reklameverdenen, og Pivotal Research Group estimerer, at Sandy vil koste reklameindustrien 500 millioner USD i tabt omsætning.

På baggrund af Sandy og andre økonomiske forhold nedjusterer Pivotal nu udsigterne for branchens udvikling.

3. kvartal ventes at vise et fald på 0,5 pct., og 4. kvartal vurderes at falde med 1,4 pct. Året som helhed vil herefter lande på et rundt 0. Tidligere har prognoserne for 2012 lydt på en vækst på 1,4 pct.

På den hjemlige arena vurderer det svenske Institut för Reklam- og Mediestatistik (IRM), at det danske marked vil falde med 4,9 pct. i 2012. Og den negative udvikling vil fortsætte i 2013 – dog i en lidt lavere takt. IRM forudsiger et fald på 1,7 pct.