Santander ude med ny platform i Norden

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

En ny kampagneplatform skal repositionere Santander Consumer Bank i Norden. McCann står bag udviklingen. Se kampagnefilmen her.

En ny kampagneplatform skal sætte lighedstegn mellem Santander Consumer Bank og ansvarligt forbrug. Ikke som en løftet pegefinger, men som en opfodring til at skabe positiv forandring gennem velovervejede valg. 

Konceptet er udviklet i samarbejde med McCann, der i december blev valgt som samarbejdspartner, da banken samlede sine kreative bureauydelser i Norden.

Platformen ‘When it feels right’ skal både repræsentere et opgør med køb- og smid væk-kulturen og de hurtige, spontane og uovervejede beslutninger, som kan have negative konsekvenser på længere sigt. Den er udviklet gennem interviews og workshops med relevante stakeholders fra hele den nordiske organisation for sammen at kunne definere brandets rolle.

“Vores forhold til forbrug er under forandring her i Norden, og beslutningsprocesserne er blevet mere komplekse. Nordiske forbrugere vil gerne være ansvarlige og gøre det rigtige, men vores tolkninger af, hvad det er, er forskellige. Vi prøver alle sammen at navigere alle de mange forhold, der skal balanceres, når vi skal træffe større forbrugsbeslutninger, som skal føles som et skridt i den rigtige retning både for os selv og for verden omkring os,” siger strategic director hos McCann, Puk Rohde, i en pressemeddelelse. 

Hun fortsætter:

“Derfor er der behov for en bank, der kan føre an med en ny holdning til både forbrugskultur, til forbrugsfinansiering og til den meget taktisk dominerede markedsføring, der har været gældende i kategorien de seneste mange år. Og den rolle er oplagt for Santander Consumer Bank Nordic at tage.”

Regner Lotz, creative director hos McCann, siger i pressemeddelelsen, at udgangspunktet for kampagnen i bund og grund handler om god mavefornemmelse. 

”Vi kender alle den følelse man har, når man efter mange overvejelser tager en beslutning, der bare føles rigtig. Og det er overvejelserne i denne proces, Santander kan tale ind i og derigennem bevise den tillid, de har til deres kunder. Om du køber med hjertet eller hjernen, så er det fælles pejlemærke for alle de store og små beslutninger – at det skal føles rigtigt. Og når det gør det, så er der Santander Consumer Bank.”

Kampagneplatformen lanceres i dag i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Den skydes i gang med en hero-film på TV, outdoor, online-medier og et spor på sociale medier. Kampagnen er ongoing og det nye univers skal køre mininum et år og vil løbende blive understøttet med indhold, som bygger ovenpå den eksisterende kampagne med råd, inspiration og guides til at støtte de velovervejede forbrugsvalg.

Se kampagnefilmen her.