Sarah Gandil: Den ville jeg ønske, jeg havde lavet

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

&Co’s account manager er fuldstændig til fals for en kampagne, hvor rent tøj fik børn til at passe deres skolegang.

Til daglig sidder Sarah Gandil på &Co. hvor hun blandt andet har Velux som kunde. En kunde, som hun lige nu bruger det meste af sin tid på.

Vi har bedt Sarah Gandil om at tage et frikvarter fra ovenlysvinduer og udpege en kampagne, som hun ville ønske, at hun stod bag.

Sarah Gandil har valgt kampagnen Care Counts fra 2016. Kampagnen er for hvidevareproducenten Whirlpool og er kreeret af det amerikanske bureau DigitasLBi.

Hvorfor er det netop Care Counts-kampagnen, der er din udkårne?

”Da jeg så Care Counts fik jeg gåsehud over hele kroppen og en følelse af respekt for Whirlpool. Jeg synes, at kampagnen er et perfekt eksempel på en såkaldt handlende idé – eller storydoing, som jeg mener er den helt rigtige måde at lave markedsføring for sit brand på. Der er mange gode eksempler på handlede ideer, hvor brands ikke bare taler om dem selv, men rent faktisk tør gå ind og gøre en reel forskel og løse et problem for en gruppe mennesker.”

Hun fortsætter:

“Grunden til at jeg vælger netop denne kampagne er fordi, jeg synes, den hænger særdeles godt sammen. Den emmer af purpose og løser et problem, som Whirpool rent faktisk KAN løse. Det vil sige, at produktets USP også kommer i spil, uden at det bliver ’reklamet’ eller søgt. Whirpool prøver altså ikke at løse et problem, hvor de ikke er en åbenbart del af løsningen, eller som ikke hænger sammen med deres brand.”

Du kan se Care Counts kampagne-videoen her:

https://youtu.be/oxbipSM8GmA

Hvad  betyder det for kampagnen, at den ikke fremstår søgt?

”Det gør kampagnen troværdig og relevant. Derudover er jeg også virkelig en sucker for kampagner, som formår at trække på det emotionelle, uden at det bliver for tykt. Så det er virkelig well-done og i min optik en helt igennem god og smagfuld kampagne.”

Var det kærlighed ved første blik – eller skulle du se Care Couns-filmen at par gange før femøren faldt?

”Der var ret meget tale om kærlighed ved første blik. Som sagt bliver jeg glad, når jeg ser cases, hvor brands – og bureauer – laver gode, indsigtsfulde handlende ideer. Nu arbejder jeg ikke selv som kreativ, men jeg arbejder tæt sammen med de kreative hver dag og prøver det faktisk selv af som elev på Reklamelinjen for tiden.”

Hun tilføjer:

“Ved selv (på Reklamelinjen, red.) at skulle skabe kreative løsninger, har jeg fået øjnene op for, hvor sindssygt svært det er at finde på en god ide, som både gør en forskel og løser et reelt problem og samtidig får positioneret brandet. Det synes jeg, at denne kampagne løser forbilledligt godt.”


Denne pige fortæller i Care Counts-filmen, at hendes familie rent faktisk har deres egen vaskemaskine. Familien har dog ikke altid penge til strøm, så den kan fungere. 

Kan du genkende kampagneindsigten – at snavset tøj kan holde en hjemme fra skole – fra dit eget liv? 

”Nu var jeg så heldig at vokse op i et hjem, hvor mine forældre havde mulighed for at give mig rent tøj på hver dag. Men på trods af det, kan jeg alligevel føle indsigten i maven. Jeg kan slet ikke holde ud, når børn ikke har det godt, da de er uskyldige og ikke selv kan styre, hvilket liv de bliver født ind i. Alle børn skal have samme forudsætninger for et godt liv. Jeg ved godt, at verden desværre ikke er skruet sådan sammen.”

Hun fortsætter:

“Men jeg synes, at vi alle sammen har et ansvar for at påvirke samfundet i den humane retning og skabe de bedste rammer for alle børn. Dette gælder i særdeleshed også for brands, som på alle mulige forskellige måder kan gå ind og løse problemer, da de ofte har musklerne til det. Derudover så er brands også afhængige af os forbrugere for overhovedet at have et eksistensgrundlag. I min optik er det nærmest et krav at firmaer tager ansvar. AMEN.”


Whirlpool rykker ud og installerer vaskemaskiner på skoler i USA, så elever kan få vasket deres tøj.

Hvordan inspirerer Care Counts-kampagnen dig i dit eget arbejde?

”Jeg elsker at arbejde med brands, indsigter og kreativitet. Især når det lykkes at lave kampagner såsom Care Counts. Jeg er stadig en grønskolling i branchen og har meget at lære, men jeg kan nemt forestille mig, hvor meget tid og arbejde, der har ligget bag denne kampagne. Ikke bare i det fantastiske kreative arbejde, men også i hele rådgivningen af kunden og i de små kampe, man som kontakt nogle gange skal tage for at få en idé som denne solgt ind hele vejen ned gennem organisationen.”

Hun tilføjer:

“Derudover må det også have været sin sag for projektledelsen at få ideen til at blive til virkelighed. Så respekt til hele teamet bag – kreative, kontakt, kunde og alt derimellem.”

Har Care Counts påvirket dit syn på Whirlpool-brandet?

”Ja, det synes jeg. Før havde jeg ingen holdning til Whirlpool. Jeg vidste godt, hvem de var, men var egentlig ret ligeglad med dem. Nu har jeg en form for respekt for dem, fordi jeg ser dem som et brand, der tør lave en kampagne som denne, der ikke nødvendigvis fører direkte til salg af vaskemaskiner, men tager fat på et indsigt og et problem – og er med til at løse det. Så high-five fra mig til både Whirpool og DigitasLBi.”


90 procent af de elever, hvis adfærd blev sporet i forbindelse med kampagnen, mødte oftere op i skole efter de fik hjælp til at gå i skole i rent tøj.