Har du nogensinde leveret en “Den ville jeg ønske, jeg havde lavet”?
“Nej”
Hvorfor ikke?
“I har ikke spurgt”.
Jamen, det gør vi så nu!
“Fint. Jeg vil ønske, jeg havde lavet SAS-filmen med Uffe Ellemann”.
Den er der en anden, der har lavet, så du må helst finde på noget andet.
Så let kom det dog ikke til at gå. Birthe Nielsen insisterede på at fremhæve SAS endnu engang, så her er hendes vurdering:
Der er ikke noget at gøre ved det. Den eneste herværende kampagne, som jeg har følt et stik i maven af jalousi over, er SAS-kampagnen.
Ved godt at andre har omtalt kampagnen her i spalterne. Men i disse nedgangstider sprudler det ikke ligefrem med nye, gennemtænkte kampagner. Man bruger dem, man har i vid udstrækning.
Jeg ville ønske, at jeg havde skabt SAS, fordi den har alt dét, jeg stræber efter: At ramme en fællesfølelse, at involvere både hjerte og hjerne, og ikke mindst: Den er forretningsstrategisk upåklagelig. Jeg taler først og fremmest om filmene. Og i særdeleshed om filmen med Uffe Ellemann-Jensen.
Den følgende med Nikolaj Koster Waldau er bygget over samme skabelon, er meget storladen, men knap så involverende.
“Så godt som hjemme” med Uffe siger alt, hvad jeg tror, SAS vil stå for: Sikkerhed, tryghed, præcision og ikke mindst en menneskelig omhu og forståelse for kundens behov.
Vores forhenværende udenrigsminister er et uforligneligt valg og rent filmisk har instruktøren forstået at udvælge de situationer, som både viser styrke og sårbarhed. Hvilket i alt giver et kraftfuldt billede af et menneske – og dermed også af produktet SAS. Jeg bliver rørt, og føler at SAS også er mig – et folkeeje – på et menneskeligt, højt niveau. Sådan synes jeg altid det er med den bedste reklame: Den rammer noget fundamentalt. Tak Peter Boye og Co.
