SAS lancerer sin hidtil længste reklamefilm

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En 100 sek. film i og omkring Los Angeles føjer en mere følelsesladet side til den nye rejseguide, Remap. &Co har været involveret.

Her er den længste film, SAS har lavet.

Den hedder I Miss You og viser et par, der er på tur på USAs vestkyst. Lydsiden er kvindens hilsen til sin mor, som hun savner i forbindelse med sin fødselsdag. Vi kan afsløre allerede nu, at forældrene overrasker hende i Los Angeles, som SAS åbner direkte rute til i år.

”Filmen viser den mere emotionelle side af We Are Travelers-sporet. Den beskriver filmholdets faktiske rejse, og siden vil vi – på YouTube – gøre den interaktiv, med rejsetips,” siger Kenneth Christiansen, der er marketingchef hos SAS.

Og rejsetips er netop, hvad Remap – den nyligt lancerede feature i SAS-app’en – handler om. En digital og personlig rejseguide, hvor man kan dele sine tips med dem, man kender, på ét og samme sted.

Kampagnen, der bygger på rejseglæde og SAS’ community, går med ”et stort tryk” meget bredt ud, bl.a. tv, bio og generelt digitalt. De nedklippede versioner til tv og bio samt den interaktive version får premiere den 18. januar.

We Are Travelers-platformen blev lanceret i september 2014, og reklamebureauerne i The North Alliance har været fundamentet i udviklingen.

Denne rollefordeling gør sig fortsat gældende:

”Åkestam Holst er lead på kampagnen, og &Co har været dybt involveret og har en stor andel i arbejdet, bl.a. i at sikre synergi mellem kampagneelementerne,” siger Kenneth Christiansen.

Instruktøren på I Miss You er Tobias Granström fra Acne.