SAS’ nye uniformer lanceret med bagagebånds-koncert

Zandra Damsgaard

En event og en film markerer, at 8.000 ansatte i SAS nu bærer en ny uniform – opdateret i tråd med selskabets visuelle identitet.

Når de godt 8.000 ansatte i Skandinaviens største flyselskab fra den 18. oktober 2016 møder på arbejde, sker det i nyt arbejdstøj. Som kunde hos SAS vil man således fremadrettet støde på medarbejdere klædt ’blue on blue’ i tråd med selskabets visuelle identitet.

”Det er noget helt særligt at skifte uniform. Vores uniform er en vigtig del af vores visuelle identitet og noget, alle vores kunder ser og lægger mærke til, når de rejser med os,” siger Kenneth Christiansen, der er marketingchef i SAS.

De nye uniformer har været halvandet år undervejs og lanceres på 70-året for stiftelsen af det interskandinaviske luftfartselskab i august 1946.

Traditionen tro i SAS sker tingene ikke uden en vis larm, og en række stewardesser har på forhånd beklaget de nye uniformers kvalitet, farve og pasform.

Ikke desto mindre er i alt 90.995 uniformsdele blevet produceret til koncernens ansatte i luften og på jorden, og den opdaterede uniform er ifølge SAS selv ”i et sporty, skandinavisk og stilrent design”.

Om uniformen så også lanceres stilrent og sporty kan diskuteres – det sker i al fald for fuld musik i en film, hvor den norske sangerinde Julie Bergan krænger sig ud af en taske på bagagebåndet i lufthavnen i Oslo. Og ledsaget af seks uniformsklædte dansere synger hun ”I Kinda Like It” for passagererne.

”Vi vil gerne markere de opdaterede uniformer på en spektakulær og anderledes måde. Samtidig er bagagebåndskoncerten med Julie Bergan en del af vores strategi om at bringe musik og rejse tættere sammen og give vores kunder en unik rejseoplevelse før, under og efter rejsen,” siger marketingchef Kenneth Christiansen.

SAS har det seneste år arbejdet med at drage paralleller mellem musik og rejse, blandt andet med Spotify-playlister og koncerter i både lufthavne og i 10.000 meters højde.

Koncert og film med Julie Bergan og de dansende stewardesser er lavet i samarbejde med Universal Music, mens norske LOS&CO står bag det kreative koncept.

Den opdaterede uniform er håndteret af Ted Bernhardtz, mens Amandah Andersson, en svensk upcoming designer, står bag det nye tørklæde, som er designet eksklusivt til SAS.

Se et udvalg af SAS-stewardessernes uniformer gennem årene her.