Scandlines udvider bureau-paletten på social media

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hjaltelin Stahl er Scandlines bureau, men et social media bureau har præsenteret en ide for rederiet, som nu eksekveres.

I 2013 samlede Scandlines al sin markedsføring hos Hjaltelin Stahl efter at rederiet havde haft et samarbejde med Wibroe, Duckert & Partners.

Hjaltelin skulle dermed håndtere både dialog, social media, community management samt web markedsføringen.

Samarbejdet med Hjaltelin Stahl levner dog plads til, at social media bureauet Patchwork har kunnet introducere nogle konkrete ideer til Scandlines, som nu munder ud i opgaven ’at kommunikere pris og udvalg på en mere engagerende måde’.

Patchworks direktør, Martin Olesen, understreger at det ikke er et fast samarbejde:

”Der har som sådan ikke været en pitch, vi er bare kommet til dem med nogle ideer, og der er ingen aftaler om et fast samarbejde.”

Ideerne er blevet til kampagnen ‘Gæt Prisen’, som er en slags gamificeret tilbudsavis, hvor brugerne i et online spil skal forsøge at gætte prisen på en række varer, som vises på skærmen i ganske få sekunder ad gangen.

“Tanken har været at lege budskabet ind hos målgruppen. I princippet er det en gamificeret tilbudsavis, vi har skabt, og vi har store forventninger til, at budskabet hænger bedre fast hos forbrugerne på den måde,” siger Morten Haure-Petersen, CCO i Scandlines.

Sideløbende med ‘Gæt Prisen’-kampagnen, der startede i sidste uge, har Patchwork også stået bag en video, der sætter fokus på BorderShops udvalg af whisky.

Videoen, der bevidst er holdt i et helt andet tempo end meget andet indhold til sociale kanaler, har danske whisky entusiaster som målgruppe.

Fokus er på fordybelse, kvalitet og den service og vejledning, som BorderShops personale yder.

Begge kampagner kører på Facebook og YouTube.

Filmen, der udelukkende bliver distribueret på sociale kanaler kan ses her

‘Gæt Prisen’ kan findes her