Schulstad vil styrke deres masterbrand

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Ny kommunikationsplatform udviklet i samarbejde med Kunde & Co. skal hjælpe brødproducentens masterbrand frem i rampelyset.

I mange år har Schulstad haft en subbrand-strategi med fokus på Levebrød og Det Gode, men nu skal fokus i stedet være på masterbrandet Schulstad.

Skiftet af brandstrategi kommer som konsekvens af en analyse, som blev udført i begyndelsen af året med Kunde & Co, som dengang netop var valgt som Schulstads strategiske bureau.

Analysen blev udført med henblik på at afdække det danske brødmarked, og tog udgangspunkt i mere end 5.000 respondenter.

Spørgsmålstegn ved brand
Analysen viste blandt andet,  at det ikke er tydeligt for forbrugerne, hvad Schulstad-mærket står for. Og det på trods af, at undersøgelsen viste, at stort set alle danskere kender til Schulstad, og at virksomheden faktisk står bag opfindelsen af danskernes foretrukne brød, rugbrødet, som vi kender det i dag.

Jeanette Ruby, der er direktør for marketing og innovation i Schulstad, mener at brødfabrikanten, der har en historie, der daterer tilbage til 1880, ikke har været gode nok til at formidle denne historie.

Det faktum vil Schulstad, i samarbejde med Kunde & Co., nu lave om på, fortæller Jeanette Ruby:

”Vi lancerer nu en ny kommunikationsplatform på tværs af kanaler, som bygger på vores værdier og historie i Schulstad. I kampagnen fremhæver vi den naturlighed, som altid har kendetegnet vores produkter.”

Ny brandstrategi – nyt pay-off
I forbindelse med lanceringen af den nye kommunikationsplatform, relancerer Schulstad mærket under det nye pay-off Naturlig Smag på Livet.

Jeanette Ruby forklarer:

”Det nye pay-off rummer Schulstads pionerånd til altid at forny og forbedre danskernes brød, og samtidig afspejler pay-off’et, at vores kunder er nysgerrige mennesker med stor viljekraft, der skal bruge energi til at kaste sig ud i livet.”

Du kan se Naturlig Smag på Livet-kampagnens første film her: