Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Fra vor egen verden: Vi er under et år - alligevel tillader vi os at gøre status over årets mest læste og i det hele taget, hvordan det er gået. Nu går vi nemlig på juleferie og vender først tilbage i det nye år.

2008 lakker mod enden, og efter i dag går Bureaubiz på juleferie for først at udkomme igen mandag d. 12. januar (Peter Engholm og Pia Osbæck vil dog være på plads allerede fra d. 5. januar)

Vi gik i luften første gang d. 24. april, og fik – synes vi også selv – en flyvende start. Dog ikke mere end, at det har kunnet gå frem lige siden.

  • Antallet af modtagere af den daglige nyhedsmail er vokset hver eneste dag og har nu rundet 2500.
  • Antallet er unikke brugere er fordoblet til ca. 9000 på månedsbasis.
  • Antallet af sidevisninger er fordoblet til ca. 80.000 på månedsbasis.
  • Vi har udsendt 140 nyhedsmails
  • Skrevet 740 artikler om livets gang i og omkring den danske bureauverden.

Men hvilke historier er der så, der trækker mest?

Generelt vil vi på basis af trafik-tallene sige, at der gerne må komme noget drama, sex eller konflikter ind i overskrifterne.

Det er dog ikke entydigt, hvilket fremgår af årets mest læste historier. Personhistorier trækker også rigtig godt.

Nr. 1 blev historien om adm. dir. Christian Bjerrings afgang fra Huset Markedsføring. Ikke engang en historie vi vil prale af, da den for 80 pct. vedkommende byggede på den officielle meddelelse.

Til gengæld lever nr. 2 mere op til konceptet. Nemlig konkursen i pr-bureauet Nordisk Kommunikation, der rummede beskyldninger om sexchikane. Og nu vi er i den boldgade fik Bureaubiz’ faste klummeskribent, Hanne Feldthus klemt en klumme ind på Top 10 – nemlig den, hvor hun introducerede konceptet om en mødedildo.

Listen ser således ud:

  • 1. Huset Markedsføring: Christian Bjerring fratræder med øjeblikkelig virkning
  • 2. Beskyldninger om sexchikane i pr-konkurs.
  • 3. Winwin hyrer ny kontaktchef
  • 4. Direktør forlader People Group.
  • 5. Guava må siger farvel til Cubizz-stifter.
  • 6. Skilsmisse mellem Propaganda og McCann.
  • 7. Introduktion af nyt koncept: Mødedildo.
  • 8. Fem bureauer i klemme i Sterlings-konkurs.
  • 9. Seks bureauer sættes i forbindelse med TDC’s konkurrence.
  • 10. Konkurrence om Danmarks største reklamebudget.

Alle historierne er fra efteråret. F.eks. var Bureaubiz først med historien om, at People Group solgte Ad People, men det var før sommerferien og siden er der kommet flere læsere til.

Den højest placerede historie på årets liste, der stammer fra før sommerferien, er historien “Katastroferegnskabet fra Grey København”.

Tilbage er der blot at sige tak for vores første år.

Glædelig jul og godt nytår til alle.

Håber vi ses på Bureaubiz i 2009.

Kommentarer

  1. Det er faktisk en rigtig god ide at linke til historierne. Faktisk så god, at vi havde talt om at gøre det. Men jeg glemte det. Jeg skal spare jer for 25 gode undskyldninger.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club